Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Mærsk og Novo kan sætte dagsordenen på dag med positive tendenser

7/8 07:46

Mærsk kommer torsdag i fokus fra åbningen på det danske aktiemarked torsdag, hvor rederikoncernen gør status for udviklingen i andet kvartal.

Regnskabet offentliggøres omkring kl. 8 og indholdet og reaktionen hos investorerne kan få betydning for retningen for det danske eliteindeks, C25, fra dagens start.

Umiddelbart er der positive generelle aktietendenser torsdag morgen efter pæne plusser i USA onsdag aften, hvor stigningerne accelererede efter dansk børslukketid.

Det brede amerikanske S&P 500-indeks endte 0,7 pct. højere, og cirka halvdelen af stigningen blev sikret efter kl. 17.

STIGNINGER I USA SMITTER AF

Udviklingen i USA har også smittet positivt af på de asiatiske aktiebørser torsdag morgen - og på de europæiske aktiefutures, herunder på den tyske DAX-future, som stiger 0,3 pct.

Herhjemme faldt C25-indekset torsdag med 1,2 pct. til 1628,18 efter en ny nedtur for medicinalgiganten Novo Nordisk, der efter sit regnskab for andet kvartal faldt yderligere 5,4 pct. til 289,50 kr. - det laveste lukkeniveau for aktien i fire år.

Novo kan vente en ny dag med opmærksomhed, da onsdagens regnskab optager en del spalteplads i dagens aviser. Derudover kan regnskabet følges op af justerede analysebetragtninger fra de forskellige finanshuse.

Onsdag aften kom det blandt andet frem, at Deutsche Bank har sænket kursmålet for Novo-aktien med 20 pct. til 600 kr., mens anbefalingen "køb" blev gentaget.

FORNUFTIGE MÆRSK-TAL I VENTE TRODS TURBULENT TID

Torsdag er det Mærsks tur til at fremlægge tal for andet kvartal, hvor forhøjede fragtrater ventes at have bidraget til positive takter.

Længere ude i horisonten står Mærsk sammen med det øvrige containermarked dog over for en uforudsigelig periode drevet af fortsat geopolitisk usikkerhed.

Det vurderer Haider Anjum, senior aktieanalytiker i Jyske Bank.

- På trods af at de mørke skyer lurer ude i horisonten, vurderer vi dog, at Mærsk i første omgang har navigeret sig fornuftigt igennem de turbulente farvande i andet kvartal, skriver Haider Anjum i et analysenot.

Jyske Bank spår, at Mærsk lander et driftsoverskud, EBITDA, på 1,91 mia. dollar. Blandt estimater indsamlet af Bloomberg News hos op til 18 analytikere lyder konsensus på 2,02 mia. dollar tirsdag.

Mærsk B steg onsdag 0,4 pct. til 13.130 kr.

KØKKENVIRKSOMHED GENNEMFØRER FULD OVERTAGELSE

Helt som forventet og tidligere udmeldt har køkkenkoncernen TCM Group indgået en aftale om at overtage de resterende 55 pct. af internethandelsvirksomheden Celebert.

Timingen er dog ikke helt som planlagt, da overtagelsen kommer til at falde lidt senere på året end oprindeligt ventet, og det koster en nedjustering af forventningerne til hele 2025.

Det oplyste TCM i en meddelelse onsdag aften.

Selskabet venter nu en omsætning i hele 2025 på 1250-1325 mio. kr. mod den tidligere prognose om 1250-1400 mio. kr.

Det justerede driftsresultat før renter og skat (EBIT) ses nu ramme 90-115 mio. kr. mod tidligere ventet 90-120 mio. kr.

TCM-aktien faldt onsdag 1,6 pct. til 73,60 kr.

GENMAB LEVERER TAL EFTER BØRSLUKKETID

Efter børslukketid torsdag kommer Genmab også med regnskab for andet kvartal. Noget af spændingen er allerede udløst, da der er offentliggjort salgstal for kræftmidlet Darzalex fra den amerikanske partner Johnson & Johnson, som sælger kræftbehandlingen og betaler royalties til det danske selskab.

Yderligere er der også præsenteret salgstal for sklerosemidlet Kesimpta af partneren Novartis og for kræftmidlet Epkinly af den amerikanske partner Abbvie.

Genmab faldt onsdag 3,8 pct. til 1377 kr.

.\\˙ MarketWire