Fredagens aktier: Oprejsning til Novo sendte C25 på weekend med lille plus
8/8 17:05
Et fortsat comeback til Novo Nordisk medvirkede til et lille løft på danske aktiemarked fredag, hvor også høreapparatselskaberne gik frem.
Derimod formåede Genmab ikke at profitere på sit kvartalsregnskab, og aktien faldt i stedet tungt trods en opjustering af 2025-forventningerne.
Eliteindekset, C25, endte 0,1 pct. højere i 1670,04 og kunne dermed sætte punktum for en flot børsuge, selv om det så særdeles sort ud i onsdags. Her ramte indekset det laveste niveau siden slutningen af april efter en nedjustering fra Novo.
Pæne stigninger - særligt torsdag - sendte dog indekset frem med samlet 2,1 pct. denne uge.
Og det skyldtes i høj grad Novo, der også har en del at gøre godt igen.
RECEPTTAL SER NOGENLUNDE UD
Medicinalkæmpen sluttede onsdag i det laveste niveau siden juli 2021, men skuffende data fra ærkerivalen Eli Lilly fra et studie med en vægttabspille gav torsdag Novo-aktien ny luft.
Vægttabet med Lillys pille er nemlig ikke på højde med det vægttab, Novo har vist med sin pilleversion af supersællerten Wegovy. Dermed kan Novo stå med gode kort, når pilleversionen, om alt går vel, godkendes og kan lanceres formentlig i starten af 2026.
Og mens Lilly faldt tungt, blev Novo sendt frem med 6,9 pct. torsdag og yderligere 4,6 pct. fredag til 323,05 kr.
- Jeg tror, at det er efterdønninger fra de data, vi så fra Eli Lillly, som ikke var superpositive, og som faktisk taler Novos vej, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.
Han peger desuden på, at de seneste recepttal fra USA tegner nogenlunde.
- De er ikke nødvendigvis voldsom god læsning for Novo, men alligevel kan man se, at de igen i den her uge har "outperformet" Eli Lilly, siger Mads Zink.
GENMAB PILLES NED
Genmabs opjustering torsdag efter børslukketid var til gengæld ikke nok til holde aktien på ret kurs. Biotekaktien faldt 4,5 pct. til 1382 kr., men efter en stigning på 5,1 pct. torsdag i kølvandet af positivt nyt fra pipelinen og forud for regnskabet.
Hos Sydbank mener analytiker Søren Løntoft Hansen, at det er svært at finde noget i regnskabet at sætte en finger på.
Jyske Bank kan heller ikke "finde hår i suppen", mens analysehuset TD Cowen har løftet sit kursmål til 1477 kr. fra tidligere 1360 kr.
Britiske Barclays betegner andet kvartal som "stærkt". Men banken peger ifølge Bloomberg også på risikoen for afdæmpet interesse for aktien, da der i bankens øjne mangler væsentlige katalysatorer fra pipelinen af lægemiddelkandidater på den korte bane.
GOD APPETIT PÅ GRØNNE AKTIER
For GN var der begrænset medvind på 0,9 pct. til 97,30 kr., efter at en opgørelse for juli fra den amerikanske salgskanal for høreapparater, Veterans Affairs (VA), viste, at GN vandt markedsandele. Omvendt gik Demants markedsandel en lille smule tilbage, men aktien steg ikke desto mindre mere end GN med 1 pct. til 256,20 kr.
Målt på andelen af det samlede salg øgede GN sin markedsandel til 9,8 pct. i årets syvende måned fra 9,6 pct. i juni, mens Demants markedsandel gik tilbage til 16,4 pct. fra 16,5 pct.
Blandt sidepapirerne drattede Solar næsten 18 pct. til 227,50 kr. efter en stor nedjustering. Samtidig er begrundelsen egnet til at skabe usikkerhed. Solar begrunder nemlig nedjusteringen med en uventet afmatning i markedet.
.\\˙ MarketWire