Ørsted vil rejse 60 mia. kr. - skal lukke hul efter kuldsejlet frasalg af amerikansk projekt
11/8 08:10
Ørsted vil rejse ny kapital for op mod 60 mia. kr. for at dække hullet efter et kuldsejlet frasalg og svære markedsvilkår i USA.
Planen har støtte af den danske stat, som er hovedaktionær i energiselskabet. Staten har forpligtet sig til at tegne sin sin forholdsmæssige andel på 50,1 pct. af kapitaltilførslen.
Det meddeler Ørsted mandag morgen.
- Fremtidsudsigterne for havvind er stærke på vores kernemarkeder i Europa. Ørsted og industrien er dog i en ekstraordinær situation med en negativ markedsudvikling i USA, der kommer på toppen af de seneste års makroøkonomiske udfordringer samt udfordringer i forsyningskæden. For at kunne levere på vores forretningsplan og opfylde vores forpligtelser under disse markedsforhold har vi konkluderet, at en kapitaltilførsel er den rigtige løsning for Ørsted og vores aktionærer, udtaler administrerende direktør Rasmus Errboe i en pressemeddelelse.
Den nye kapital skal dække det det hul i finansieringen, der er opstået, efter at det ikke har vist sig muligt at lave et delvist frasalg af det amerikanske havvindprojekt Sunrise Wind.
Det har efterladt et behov for cirka 40 mia. kr., oplyser Ørsted.
- Som følge af den nylige væsentligt negative udvikling på det amerikanske marked for havvind er det ikke muligt for Ørsted at gennemføre det planlagte delvise frasalg af sit Sunrise Wind-havvindprojekt og den tilhørende projektfinansiering på vilkår, der ville give den nødvendige styrkelse af Ørsteds kapitalstruktur og dermed understøtte selskabets investeringsprogram og forretningsplan, skriver selskabet.
Ørsted har derfor indstillet frasalgsprocessen af Sunrise Wind.
Til gengæld er der nu igangsat en salgsproces af hele den europæiske onshore-portefølje, bekræfter Ørsted. Det har tidligere været rygtet. Samtidig fortsætter arbejdet med at frasælge dele af Changhua 2a- og Hornsea 3-havvindparkerne.
Dermed venter Ørsted samlet at rejse mere end 35 mia. kr. fra frasalg i løbet af 2025-26.
.\\˙ MarketWire