Aktier/åbning: ISS sætter kurs mod højeste niveau siden 2019 - Ørsted falder yderligere
12/8 09:24
Mens Ørsted presses yderligere ned tirsdag fra morgenstunden er der langt mere positive takter at spore på det danske aktiemarked, hvor aktierne stiger over en bred kam med regnskabsaktuelle ISS blandt vinderne.
Såvel ISS' toplinje som indtjening skuffede ellers lidt, men ISS overrasker positivt ved at lægge omkring 500 mio. kr. oven i sit tilbagekøbsprogram for egne aktier.
- Et første kig på andet kvartal: Svagt, men udvidelsen af tilbagekøbsprogrammet opvejer, konstater Kepler Cheuvreux i et notat.
C25-indekset er åbnet 0,9 pct. højere 1664,33 efter en åbning på ugen, som Ørsted-aktionærerne næppe glemmer foreløbigt.
Så i det lys er ISS' regnskab næppe en kioskbasker.
Omsætningen steg med 4,1 pct. organisk til 41,6 mia. kr. i første halvår mod ventet 42,1 mia. kr. blandt analytikere, mens driftsresultatet før andre poster endte på 1688 mio. kr. mod estimeret 1719 mio. kr.
ISS, der fastholder forventningerne og som nævnt øger sit tilbagekøb af egne aktier, stiger med 3,9 pct. fra åbningen til 192,50 kr. Holder niveauet vil det være højeste lukkekurs siden 2019.
ØRSTED RUNDBARBERES AF ANALYTIKERE
Hos Ørsted er retningen derimod igen ned, efter at energiselskabet mandag måtte sende hatten rundt med ønske om, at aktionærerne spytter 60 mia. kr. i kassen.
Den danske stat har lovet at komme med halvdelen, men forventninger om, at de nye aktier må sælges med stor rabat for at tiltrække købere til resten af kapitalforhøjelsen, sendte mandag Ørsted over 29 pct. lavere til det laveste lukkeniveau nogensinde.
Og tirsdag følger et kursfald fra åbningen på 1,7 pct. til 213,40 kr.
Analytikere har efterfølgende givet aktien med grovfilen.
Hos Arctic Securities er anbefalingen sænket til "sælg" fra tidligere "hold", mens kursmålet er skåret til 180 kr. fra 280 kr., viser tal fra Bloomberg News.
De to storbanker Barclays og Goldman Sachs har begge skåret deres kursmål til henholdsvis 200 kr. og 235 kr. fra tidligere 225 kr. og 300 kr. Anbefalingen i Barclays er "undervægt", mens Goldman har en neutral anbefaling.
Vestas, der mandag faldt 4 pct. til 111,40 kr. og tilsyneladende blev hyllet ind i den negative stemning om sektoren, slog igen ud på aftenen og meldte om en stor ordre i USA på 950 megawatt.
Vestas genvinder tirsdag 3,5 pct. til 115,27 kr. Den store ordre ses af den amerikanske storbank Citi som et muligt forvarsel om flere amerikanske bestillinger.
DEMANT MED REGNSKAB
Fra regnskabsfronten kommer tirsdag efter børslukketid nyt fra Demant.
En status på det amerikanske marked vil spille en vigtig rolle i regnskabet. Samlet set forventer analytikerkorpset en organisk vækst på 2,5 pct. for andet kvartal og 1,3 pct. for årets første seks måneder, når der sammenlignes med udviklingen i 2024. Demant stiger 0,2 pct. fra åbningen. Høreapparatrivalen GN stiger desuden 2,3 pct. i kølvandet af lanceringen af et nyt høreapparat ved navn Resound Enzo.
Også H+H er regnskabsaktuel tirsdag og stiger 2,2 pct. til 104,80 kr. op til regnskabet.
Pres er der i stedet på Nordic Transport Group, NTG, der falder 4,9 pct. til 188,20 kr., efter at transportkoncernen mandag lagde sine regnskabstal frem for andet kvartal og skar toppen af sit prognoseinterval som følge af et mere forsigtigt syn på markedsudviklingen i især Tyskland.
NTG venter nu et justeret driftsresultat (EBIT) på 560-610 mio. kr. for 2025 mod tidligere ventet 560-630 mio. kr.
Det justerede driftsresultat faldt til 145 mio. kr. i andet kvartal fra 165 mio. kr. i samme periode året før.
Blandt de mindre selskaber er der også kommet en nedjustering fra Aquaporin, der falder 7 pct. til 8,98 kr.
.\\˙ MarketWire