Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Let positiv stemning frem mod vigtig Powell-tale

22/8 12:27

Det går forsigtigt fremad på det europæiske aktiemarked fredag, hvor investorerne lader til at have øjnene rettet mod eftermiddag, hvor den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, går på talerstolen ved centralbankens økonomiske symposium i Jackson Hole.

Det trækker op til nye rentesænkninger i USA, og bemærkninger fra centralbankchefen om sandsynligheden for en sænkning på det kommende septembermøde vil formentlig få særligt fokus.

- Jerome Powell skal finde den rette balance med at give lempelige antydninger til markedet og samtidig anerkende den vedvarende inflation i USA, siger Axel Rudolph, senioranalytiker hos IG Group, ifølge Reuters.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger kort efter middag med 0,2 pct. efter et marginalt fald torsdag.

- Det er muligt, at markederne har været for negativt stemt de sidste par dage, og at vi får en optur frem mod weekenden ... Men Powell vil sandsynligvis gøre, hvad han altid gør, og komme med ret neutrale udtalelser og sige, at de er datadrevne, siger analytikeren videre.

Powell går på talerstolen klokken 16 dansk tid.

På selskabsniveau er der pres på de polske bankaktier fredag, da landet planlægger at hæve selskabsskatten for banker til 30 pct. fra nuværende 19 pct. fra næste år for at dække for øgede forsvarsudgifter, skriver Bloomberg News.

Værst går det ud over PKO Bank Polski, som falder 9,2 pct., mens Bank Pekao, Dino Polska og Santander Bank Polska ligger lige i hælene med minusser på op til 9,1 pct.

I den positive ende af Stoxx 600-indekset stiger danske ALK-Abello til tops, efter at selskabet har fået løftet kursmålet hos Nordea til 212 kr. fra 178 kr. med en fortsat købsanbefaling. Aktien ligger med et plus på 6 pct.

.\\˙ MarketWire