USA/tendens: Rentehåbet falmer og presser humøret mens Nvidia lurer i kulissen
25/8 14:15
En lettere begivenhedsløs mandag venter handlerne i USA, og det kan måles på stemningen. Futures for de ledende aktieindeks ligger i rødt efter en ellers forrygende fredag, hvor handlerne havde julelys i øjnene, da den amerikanske centralbankchef lagde an til rentelettelser til september.
Mandag før åbning af Wall Street indikeres de tre ledende indeks med fald på 0,2-0,3 pct. efter en fredag, hvor investorerne var i hopla.
Det betød rekordkurs for både det brede S&P 500-indeks og for Dow Jones-indekset i store dele af dagen, men ved handelsdagens afslutning, var det kun sidstnævnte, der sikrede sig en rekord.
Det var dog også en mere speciel en af slagsen, da Dow Jones-indekset med sin stigning på 1,9 pct. til 45.631,74 satte sin første rekord i 2025. Den seneste top på 45.014,04 blev således nået den 4. december sidste år.
S&P 500-indekset steg samtidig med 1,5 pct. til 6466,91 og var dermed tæt på den seneste top på 6468,54 fra i forrige uge. Nasdaq-indekset er trods sin stigning på 1,9 pct. endnu et lille stykke fra sin rekord i forrige uge.
Nu venter markederne på ledestjernen Nvidia, der kommer med regnskab på onsdag, som kan give med- eller modvind, alt efter hvad tallene viser, da koncernen har nok muskler til at kunne rykke på alverdens aktiemarkeder.
Og som rosinen i pølseenden lander der fredag eftermiddag inflationsmålingen PCE Core, som er den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmåling.
- Der er vedvarende bekymringer om toldrelateret inflation, og hvordan den kan udvikle sig i de kommende måneder. Men virkeligheden er, at det seneste tolddrevne prispres betragtes som forbigående, og inflationsforventningerne er ret stabile, siger David Chao, markedsstrateg hos Invesco, til Reuters.
NVIDIA SOM JOKER
Hypen omkring chipkoncernen Nvidia fortsætter for verdens mest værdifulde selskab med en markedsværdi på 4340 mia. dollar - næstefter kommer Microsoft med 3770 mia. dollar, mens Apple ligger som treer på 3380 mia. dollar.
Nigel Green, der er administrerende direktør fra Devere Group, som er en af verdens største uafhængige finansielle rådgivnings- og kapitalforvaltningsorganisationer, påpeger, at Nvidias regnskab "har magten til at drive S&P 500 højere end Federal Reserves dueagtige tone i sidste uge". Han mener, at Wall Street undervurderer, i hvilket omfang chipproducentens indtjeningsmomentum kan overskygge ændringer i pengepolitikken.
- Vi forudsiger endnu et kvartal, der er lige så succesfuldt som Nvidia. Virkningen af det på S&P 500 vil sandsynligvis være større end effekten af Jerome Powells antydning af rentenedsættelser i september eller indekset for personlige forbrugsudgifter, der kommer på fredag, skriver han i en kommentar forud for regnskabet.
Nvidia stiger 0,1 pct. i formarkedet efter et plus fredag på 1,7 pct.
BITTER BISMAG FOR DR PEPPER
Keurig Dr Pepper, der blandt andet står bag 7Up, Sunkist og Schweppes, står til et fald på 5,9 pct. efter at have annonceret købet af den hollandske kaffegigant JDE Peet's for 14,8 mia. dollar.
Opkøbet har til formål at genoplive det amerikanske selskabs svigtende kaffevirksomhed, der har været mødt af stigende konkurrence og kaffepriser, skriver Bloomberg News.
- Vi griber en enestående mulighed for at skabe en global kaffegigant, siger topchefen Tim Cofer, i forbindelse med opkøbet.
Modsat stiger Verint Systems 12,6 pct. på forlydender om, at private equity-firmaet Thoma Bravo vil opkøbe callcenter-softwareproducenten for omkring 2 mia. dollar inklusive gæld.
Også chipselskabet Intel går frem i formarkedet med 1,9 pct., efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, er gået med til at give den amerikanske stat en ejerandel på 10 pct., lød det fra Trump fredag ifølge Bloomberg News. Ejerandelen skulle være omkring 10 mia. dollar værd.
.\\˙ MarketWire
