Tirsdagens aviser med Ørsted, Bavarian og Novo Nordisk
26/8 06:32
BØRSEN
UFORUDSIGELIGHEDEN OMKRING ØRSTED ER TOTAL
Usikkerheden omkring Ørsted er på sit højeste, lyder det fra investorer. Af samme grund kræver institutionel investor stor rabat i forbindelse med selskabets aktiesalg. (Forside, side 6-7)
BAVARIAN FÅR MARKED FOR SIG SELV EFTER RIVALS SUSPENDERING
Bavarian Nordic kan stå tilbage som eneste leverandør af vaccine mod myggebåren virus efter suspendering af konkurrents vaccine i USA. En fordel på længere sigt, men det efterlader større opgaver lige nu og her. (Side 2)
DANMARK INDGÅR AFTALE MED CALIFORNIEN
Mens Trump bremser vindprojekter og lægger told på EU, har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) underskrevet en samarbejdsaftale med den californiske guvernør, Gavin Newsom, der skal åbne nye muligheder for danske virksomheder. (Side 4)
EKSPERTER ADVARER OM SKATTEPROBLEMER EFTER NOVOS KURSFALD
Store kursfald udgør en risiko for at gå glip af tilgodehavende i skat på aktiesparekontoen. Alligevel lyder det fra eksperter, at det værste, man kan gøre, er at lukke kontoen ned. (Side 8)
FINANSMINISTER WAMMEN HAR FLERE LEMPELSER PÅ VEJ TIL PRIVATØKONOMIEN
Finansministeren varsler en finanslov, der puster til den økonomiske politik, og har flere lempelser på vej til privatøkonomien. (Side 16-17)
BERLINGSKE BUSINESS
POLITISK MAGTKAMP I USA RAMMER ØRSTED MED STORMSTYRKE
Ørsted-aktien styrtdykkede i går, efter at energiselskabets milliardprojekt i USA har fået det røde kort og foreløbig er sat i skammekrogen af Trump-regeringen i et indenrigspolitisk opgør. Det skaber yderligere usikkerhed om Ørsteds fremtid midt i en gigantisk kapitalrejsning. (Forside, side 4-6)
SVENSK UDFORDRING TIL GOOGLE OG APPLE PÅ VEJ PÅ MOBILMARKEDET
Ny teknologi gør det muligt at køre apps fra et datacenter i stedet for på mobiltelefonen. Så skal man ikke dele data med teknologigiganterne. (Side 11)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
FORTSAT FULD POLITISK OPBAKNING TIL ØRSTED
Statens bidrag på 30 mia. kr. til Ørsted er uændret trods USA’s stop for havvindparken Revolution Wind. Det bekræfter Finansminister Nicolai Wammen (S). (Forside, side 2)
STOR MANGEL PÅ DIGITAL INDSIGT
Danske virksomheder halter efter på teknologisk viden. Det truer deres globale konkurrenceevne, lyder det fra et panel af topledere og eksperter. (Side 4)
EKSPORTEN AF SMÅGRISE STYRTDYKKER
Eksporten af levende danske smågrise faldt brat i juli. Omtrent 480 færre lastbiler fyldt med grise kørte over grænsen den måned. Det store fald skyldes især, at Danish Crown er kommet i bedre form. (Side 8-9)
.\\˙ MarketWire
