Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Flere danske aktier gør sig bemærket mens Nvidia holder indeks i skruestik

27/8 12:59

Udsvingene er små på de europæiske børser onsdag, hvor investorerne er begyndt at holde vejret, inden verdens mest værdifulde selskab, Nvidia, gør status efter amerikansk børslukketid.

Netop Nvidias regnskab kan meget vel afgøre retningen i Europa i morgen torsdag, vurderer Philip Jagd, aktiechef i Sampension.

Han venter fokus på lønsomheden og de dele af Nvidia-regnskabet, der peger fremad i forhold til aktivitetsniveauet.

- Ti kvartaler er der gået i træk med positive overraskelser fra Nvidia, både når det gælder salg og indtjening. Kun det sidste af disse viste en spids lavere margin end tidligere. Mange vil i aften kigge på netop marginen, og hvad selskabet indikerer af ordreudsigter for det kommende kvartal - specielt fra kinesiske kunder, vurderer Philip Jagd.

I Europa ligger det paneuropæiske Stoxx 600-indeks ved middagstid 0,1 pct. højere.

Og flere danske selskaber spiller i den grad en hovedrolle, da tre mest stigende europæiske aktier er danske, ligesom dagens største fald i Stoxx 600-regi går til Sydbank.

Sydbank-aktien trykkes lidt over 4 pct. oven på sit kvartalsregnskab, der skuffede en smule på de fleste poster.

På toplisten over de største stigninger i Stoxx 600-regi er Unibrew etter efter en stigning på 3,5 pct. i kølvandet af sit kvartalsregnskab, der var ledsaget et aktietilbagekøbsprogram på 300 mio. kr.

Desuden retter Ørsted sig 2,5 pct. efter en skidt start på ugen, da de amerikanske myndigheder suspenderede byggeriet af en 80 pct. færdigbygget havmøllepark i USA.

Novo stiger tredjemest i Stoxx 600-regi med 2,3 pct., men efter et fald på over 4 pct. tirsdag, da konkurrenten Eli Lilly kom med resultater fra et studie med en konkurrerende vægttabspille.

Italienske banker er onsdag på hælene, efter Bloomberg News har erfaret, at støvlelandets regering vil forlænge en eksisterende lov, der tvinger bankerne til at suspendere udnyttelsen af udskudte skatteaktiver. Anonyme kilder fortæller til nyhedsbureauet, at det i givet fald vil koste sektoren mellem 1,2 og 1,5 mia. euro.

Unicredit falder 0,5 pct., Intesa Sanpaolo ligger 2,5 pct. lavere, Banco BPM taber 1,9 pct., og Banco Monte dei Paschi di Siena trykkes 2,2 pct.

.\\˙ MarketWire