Obligationer/tendens: Nyt om den amerikanske vækst løber med opmærksomheden
28/8 07:16
Handlerne vil torsdag have fokus rettet mod senest nyt om den økonomiske vækst i USA, der i første omgang bød på pæn vækst for særligt den samlede økonomi.
Forventningen blandt økonomerne er forud for offentliggørelsen af anden opgørelse en oprevidering af både BNP-væksten og privatforbruget for andet kvartal.
Inden da er der udsigt til en rolig åbning på det danske obligationsmarked. Den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt onsdag med 3 basispoint til 2,53 pct.
I USA faldt renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation også med 3 basispoint til 4,24 pct., og torsdag morgen falder renten yderligere til 4,23 pct. på markedet i Tokyo. Det er 1 basispoint under niveauet ved dansk børslukketid onsdag.
Sideløbende faldt renten på det toneangivende toårige amerikanske statspapir med 4 basispunkter til 3,61 pct. Torsdag morgen er renten 3,62 pct. i Tokyo.
FOKUS PÅ AMERIKANSK VÆKST
Dagens vigtigste nøgletal offentliggøres i eftermiddag i skikkelse af den amerikanske BNP-vækst og nyt om privatforbruget.
Her er ventet en oprevidering af BNP-væksten i andet kvartal til 3,1 pct., mens privatforbruget ses revideret op til 1,6 pct. fra 1,4 pct.
Første opgørelse af BNP-væksten viste en stigning på 3,0 pct., men der er dog en hage, påpeger Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom hos Sydbank.
- Det var på papiret en flot vækst, men det var primært drevet af forskydninger i importen som følge af, at virksomhederne i første kvartal opbyggede enorme lagre forud for Trumps toldforhøjelser. Den underliggende økonomiske vækst målt ved privatforbruget var ganske afdæmpet, skriver han i en kommentar.
- Forventningen er, at BNP-væksten i andet kvartal opjusteres minimalt, men skulle tallene derimod blive nedjusteret, kan det presse renterne ned, fortsætter seniorøkonomen.
Samtidig offentliggøres nyt om antallet af nytilmeldte ledige i USA. Forventningen er ifølge Bloomberg News et lille fald til 230.000 nyledige fra 235.000 forrige uge.
Klokken 13.30 offentliggøres referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB. Ved rentemødet i juli fastholdt centralbanken renten for første gang i et år efter otte rentesænkninger på stribe.
Fokus i referatet vil være på kommunikation om yderligere rentesænkninger.
- ECB-chef Lagarde signalerede, at ECB ville se tiden an i forhold til nye rentenedsættelser, og derfor er forventningerne til en rentenedsættelse fra ECB i september banket helt i bund. Disse forventninger rokker referatet næppe ved, men skulle referatet overraskende vise, at flere ECB-direktører overvejer snarest at sænke renten igen, kan det svække euroen og presse renterne ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel.
Op ad formiddagen offentliggøres friske tillidstal fra eurozonen. I august ventes blandt andet en marginal fremgang i den økonomiske tillid til 96,0 fra 95,8.
.\\˙ MarketWire
