ATP har været på tilbudsjagt i den sønderskudte Novo-aktie
2/9 08:46
At Novo Nordisk har været under kraftigt pres siden toppen i juni sidste år er heller ikke gået ubemærket hen hos Danmarks største pensionskasse, ATP, der har tæt ved fordoblet sin beholdning af aktier i medicinalkæmpen.
Pensionskassen har øget sin beholdning af Novo-aktier til 4,81 mio. styk ved udgangen af andet kvartal fra 2,52 mio. styk ved udgangen af 2024, viser halvårsopgørelsen fra ATP tirsdag morgen.
Beholdningen af Novo-aktier er dermed øget med 90,8 pct., men markedsværdien er i samme periode kun øget med 34,4 pct. til 2,1 mia. kr.
Aktien i Novo Nordisk er i skrivende stund den dårligst præsenterende i C25-indekset med et fald 41,5 pct. siden nytår, mens faldet i perioden fra nytår og frem til udgangen af andet kvartal var på 29,6 pct.
Novo Nordisk-aktien toppede i juni 2024 i 1028 kr. og er sidenhen dykket mere end 60 pct. til 365,10 kr. mandag, hvor aktien steg 1,8 pct.
.\\˙ MarketWire
