Aktivistinvestor opbygger aktiepost på 25 mia. kr. i Pepsico
2/9 14:06
Den aktivistiske investor Elliott Investment Management har opbygget en ejerandel i Pepsico til en værdi af cirka 4 mia. dollar svarende til godt 25 mia. kr.
Det oplyser personer med kendskab til sagen til Wall Street Journal.
I formarkedet i USA stiger aktien med 5,6 pct. til 157 dollar efter skriverierne.
Hedgefonden planlægger ifølge den amerikanske finansavis at presse drikkevare- og snackgiganten til at gennemføre ændringer for at få aktiekursen banket i vejret.
Børsværdien af Pepsico er skrumpet til 203 mia. dollar fra en top på 270 mia. dollar i maj 2023. Pepsico har tabt markedsandele på drikkevaremarkedet og virksomhedens fødevareforretning er også under pres.
Hverken Elliott eller Pepsico har bekræftet oplysningerne om ejerandelen, skriver Bloomberg News.
Link til artikel: https://www.wsj.com/finance/pepsi-activist-elliott-investment-management-9a46654e?mod=hp_lead_pos1
.\\˙ MarketWire
