Rovsing ser mulighed for vækst i 2025/26 efter stabiliseringsår
16/9 11:01
Rovsing spår fremgang i sit nye regnskabsår 2025/26 efter et "stabiliseringsår" med store engangsomkostninger forbundet med omplanlægning af to større projekter.
Det skriver Rovsing i sit årsregnskab for den forskudte regnskabsperiode 2024/25.
Året bød på tilbagegang på tværs af hovedposterne i regnskabet, og på bundlinjen tabte selskabet knap 3 mio. kr. efter et knebent overskud året forinden.
En del af underskuddet kommer fra engangsomkostninger forbundet med to store projekter.
- EBITDA var påvirket af engangsposter relateret til omplanlægning af to større projekter. Rovsing har projekter, der er blevet forsinket i længere periode af kunderne. Forsinkelserne har ført til stigende materialeomkostninger og arbejdskraft som følge af inflation i perioden, skriver Rovsing i sit regnskab for året, der beskrives som et "stabiliseringsår".
Rovsing ser i 2025/26 mulighed for vækst i både omsætning og EBITDA og i værste fald en flad udvikling fra det forgangne år. Selskabet spår en omsætning på 37,0-41,0 mio. kr. og et EBITDA-overskud på 1,0-3,0 mio. kr. Til sammenligning realiserede selskabet et salg for 37,0 mio. kr. i 2024/25 og et EBITDA på 1,3 mio. kr.
I 2025/26 og frem vil Rovsing arbejde på en turnaround med henblik på at skabe vækst inden for rum- og forsvarssegmentet gennem adgangen til markeder med højt potentiale.
Væksten skal ske gennem større organisk vækst, opkøb og innovation. For at understøtte udviklingen vil Rovsing gennemføre en allerede fuldtegnet rettet emission i løbet af 2025/26.
Tabel over Rovsings årsregnskab for 2024/25:
| Mio. kr. | FY 2024/25 | FY 2023/24 |
| Omsætning | 37,0 | 39,3 |
| EBITDA | 1,3 | 2,9 |
| Nettoresultat | -2,9 | 0,2 |
Rovsings forventninger til regnskabsåret 2025/26:
| Mio. kr. | Ved FY '24/25 |
| Omsætning | 37-41 |
| EBITDA | 1-3 |
MarketWire
.\\˙ MarketWire
