Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens danske avisuddrag med Pandora, Genmab og Novo

1/10 07:21

BØRSEN

EU PRÆSENTERER STOR FORSVARSPLAN I KØBENHAVN

40 europæiske stats- og regeringschefer mødes i København til to politiske topmøder onsdag og torsdag, hvor en ny plan for europæisk forsvar vil blive præsenteret. Det sker i kølvandet af dronesværm i Europa og russiske provokationer. (Forside + side 6-7)

GENMAB-TOPCHEF HAR MÅSKE FUNDET USLEBEN DIAMANT

Genmabs administrerende direktør, Jan van de Winkel, fortæller i et interview, at selskabet har fundet en guldklump i det hollandske selskab Merus. Især lægemidlet Petosemtamab mod hoved- og halskræft er en vigtig del af opkøbet. Genmab har brugt 8 mia. dollar på opkøbet. (Side 8)

AFGÅENDE PANDORA-TOPCHEF VIL GIVE TILBAGE TIL FAMILIEN

Den afgående topchef hos Pandora, Alexander Lacik, har i løbet af seks år gennemført en turnaround af virksomheden, der led under mistillid og stagnerende salg. Nu vil han efter en 35 år lang karriere bruge mere tid med familien. (Side 10-11)

DOLLAREN ØGER SIN DOMINANS PÅ GLOBALE VALUTAMARKEDER

Nye tal viser, at den amerikanske dollar er blevet endnu mere dominerende på de globale valutamarkeder, mens brugen af euro og britiske pund er faldende. Danmark fastholder stadig sin dominans i Norden, hvor der i april i år blev handlet valuta for gennemsnitligt 102 mia. dollar dagligt. (Side 12)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

FYRINGER I NOVO RAMMER NU PRODUKTIONSANSATTE

Novo Nordisk skal fyre 5000 ansatte i Danmark i disse dage, og nu bliver der delt fyresedler ud til medarbejdere i produktionen. Ingeniørforeningen, IDA, oplyser, at omkring 60 medlemmer, har henvendt sig til fagforeningen. Man forventer, at antallet vil stige i de kommende dage. (Side 2)

NY PANDORA-TOPCHEF HAR ERFARING FRA KENDTE BRANDS

Spanskfødte Berta de Pablos-Barbier har siden november 2024 været marketingdirektør i smykkevirksomheden Pandora og skal nu overtage posten som administrerende direktør i virksomheden. Hun har tidligere arbejdet for kendte mærker som Mars og Lacoste, og siden hen har hun været administrerende direktør for champagnemærker i den franske storkoncern LVMH. (Forside + side 5)

SOLCELLEGIGANT OVERLEVER EFTER INVESTORERNES REDNINGSPLAN

Investorerne stemte mandag ja til en redningsplan, der skal afværge konkurs i kriseramte Obton og flere af dens fonde. Nu skal fondene fusioneres med Obton i et nyt energiselskab under navnet Renewable Energy Company. (Side 8)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSK ERHVERV VIL LUGE UD I BØVLET BUREAUKRATI

En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at organisationens medlemmer opfatter bureaukratiske regler og krav som den største hindring for virksomhedernes vækst. Dansk Erhverv foreslår derfor at oprette en 'regelforenklingsenhed', der skal fjerne danske og europæiske regler. (Forside + side 4-5)

STATEN GENNEMFØRER OMDISKUTERET LUFTHAVNSKØB MENS SPØRGSMÅLENE STÅR I KØ

For ti måneder siden annoncerede finansminister Nicolai Wammen, at staten ville bruge 32 mia. skattekroner på at købe Københavns Lufthavn. Nu er staten officielt blevet ejere af lufthavnen, men en række centrale spørgsmål står ubesvarede hen. (Side 6)

.\\˙ MarketWire