Aston Martin i nedtur på børsen efter sløjfede mål
6/10 09:09
Luksusbilproducenten Aston Martin har måttet trække sit mål om øgede salgsvolumener i 2025 som følge af makroøkonomisk modvind og tolduro.
Aktien i Aston Martin falder i den indledende handel med 8,9 pct. til 74,07 pence på børsen i London.
Selskabet venter nu et midt til højt encifret procentuelt fald i volumenerne mod en tidligere forventning om vækst fra sidste års 6030 biler.
- Det globale makroøkonomiske miljø, som industrien står over for, er fortsat udfordrende. Det inkluderer usikkerheder fra de økonomiske konsekvenser ved USA's told og indførelsen af kvotemekanismer, ændringer i Kinas skat på ultraluksusbiler og den stigende mulighed for pres på forsyningskæderne - særligt efter det seneste cyberangreb mod en større britisk bilproducent, skriver Aston Martin i en meddelelse mandag morgen.
Ledelsen i Aston Martin har som følge af udfordringerne igangsat en gennemgang af selskabets omkostninger og investeringer i fremtiden, men allerede nu har selskabet sænket sine forventninger til indtjeningen i 2025.
Aston Martin spår nu et justeret driftsoverskud i den lave ende af markedskonsensus på 110 mio. pund. Dertil ventes der ikke længere positive pengestrømme i andet halvår af 2025.
Til gengæld venter Aston Martin, at både profitabiliteten og pengestrømmene vil blive forbedret betydeligt i 2026, når der sammenlignes med 2025.
Bilproducenten har i forbindelse med opdateringen også sat tal på bilsalget i tredje kvartal, hvor der blev leveret 1430 enheder. Det er et fald fra 1641 biler i tredje kvartal af 2024 og skyldes svagere efterspørgsel i både Nordamerika samt Asien- og stillehavsområdet inklusive Kina.
.\\˙ MarketWire
