Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens danske avisuddrag med B&O, banker og EU

7/10 07:02

BØRSEN

EU OPRUSTER MED MILLIARDINVESTERING I AI

EU-Kommissionen vil præsentere et forslag om milliardinvesteringer i europæisk kunstig intelligens for at mindske afhængigheden af USA og Kina. Det skal styrke Europas "AI-suverænitet" ved at fremme udviklingen og brugen af europæisk producerede AI-platforme, særligt inden for sundhed, forsvar og industri. (Side 4)

DANSKE VIRKSOMHEDER STYRKER SAMARBEJDET MED FORSVARET

Særligt organisationen Interforce oplever rekordstor interesse, hvilket senest blev markeret med en tur til den danske militærlejr Camp Valdemar i Letland, hvor 82 danske erhvervsledere deltog. Formålet er at styrke forbindelsen mellem erhvervsliv og Forsvaret samt gøre danske virksomheder til en aktiv del af Danmarks sikkerhedsberedskab. (Side 6)

DANSKE VIRKSOMHEDER KAN FÅ FORRETNINGSPOTENTIALE I NATOS OPRUSTNING

Nato-generalmajor Jette Albinus ser forretningsmuligheder for danske virksomheder i Europas oprustning, især inden for transport, logistik, it og våbenproduktion. Danske eksperter kan hurtigt styrke Baltikums forsvar og bliver attraktive partnere i regionens sikkerhed. (Side 7)

B&O I DESIGNSTRID

Bang & Olufsen har beskyldt den tidligere forhandler Laust Nielsen og hans firma Canvas Hifi for at kopiere designet på B&O's tv Beovision Contour. B&O kræver salgsstop, destruktion af restlager og økonomisk kompensation. Canvas afviser alle anklager og kalder sagen bevidst chikane. (Side 8)

BRANCHE SLIPPER FOR GEBYR MEN SKAL BETALE MILLIONER I ADMINISTRATION

Danske træpallevirksomheder slipper for affaldsgebyr, men står over for store og uklare administrationsomkostninger, hvilket skaber usikkerhed og kritik af de sene og ufuldstændige regler. Herunder venter en Fynsk fabrik at skulle betale 3-4 mio. kr. årligt. (Forside, side 12-13)

DANSKE BANKER VIL HAVE KAPITALKRAV TIL DEBAT

Danske banker ønsker, at kapitalkravene tages op, når regelforenklinger gennemføres. Finans Danmark påpeger, at komplekse regler og høje krav hæmmer bankernes udlån og bør gennemgås for uhensigtsmæssigheder. (Side 18)

OPEC+ VIL ØGE OLIEPRODUKTIONEN

Oliekartellet Opec+ har besluttet at hæve produktionen med 137.000 tønder om dagen fra november for at stabilisere markedet. (Side 16)

GULDPRISEN STIGER KRAFTIGT

Guldprisen er steget 3 pct. den seneste uge og er nu cirka 50 pct. højere end ved årets start. Investorer frygter at gå glip af gevinster. (Side 16)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

DANSK PRODUKTIVITET HALTER UDEN FOR MEDICINALINDUSTRIEN

Produktivitetsvæksten i erhvervslivet er stort set gået i stå, når man ser bort fra medicinalbranchen. Det vækker bekymring for Danmarks fremtidige velstand, da lav produktivitet kan bremse vækst og konkurrenceevne. DI peger på regelbyrden som en væsentlig årsag. (Forside, side 4)

NATIONALBANKEN OPFORDRER TIL KONTANTER OG FLERE BETALINGSKORT

Efter flere betalingsnedbrud anbefaler Nationalbanken, at danskerne altid har omkring 250 kroner i kontanter samt mindst to betalingskort fra forskellige udbydere. Derudover bør butikker kunne håndtere offlinebetalinger ved systemnedbrud. (Side 9)

BERLINGSKE BUSINESS

KINA OG IRAN OMGÅR SANKTIONER MED HEMMELIGT SYSTEM

Kina og Iran har opbygget et skjult system, der gør det muligt at handle olie trods amerikanske sanktioner. Iran leverer olie til Kina for milliarder, mens kinesiske statsselskaber bygger infrastruktur i Iran som betaling. Handlen foregår gennem hemmeligt system, der sikrer betaling uden om internationale banksystemer. (Side 8)

TRUMPS TOLDPOLITIK PRESSER PRISERNE I USA

Donald Trumps toldkrig har fået priserne på alt fra tøj og værktøj til kaffe og bildele til at stige markant i USA. Efterhånden som lagrene tømmes, mærker forbrugerne effekten af importtold, og økonomer advarer om yderligere prisstigninger. Ifølge Citigroup har virksomhederne hidtil absorberet en del af omkostningerne, men nu vil kunderne blive ramt hårdere. (Side 6)

EU STRAMMER GREBET OM KRYPTOMARKEDET

EU's finansielle tilsynsmyndighed, Esma, får fremover større beføjelser til at overvåge kryptovirksomheder og børser på tværs af medlemslande. Formålet er at skabe et mere ensartet og effektivt tilsyn, men mindre lande advarer mod magtkoncentrationen og øget bureaukrati. Udvidelsen går i modsatte retning af USA, hvor Trumps regering har lempet reguleringen af kryptovaluta. (Side 9)

.\\˙ MarketWire