Obligationer/åbning: Lille rentefald efter skuffende tysk tal
8/10 08:47
Nøgletallene står ikke i kø for at påvirke rentemarkedet onsdag, der åbner med et lille fald. Fra Europa var der kun et enkelt tal fra Tyskland - industriproduktionen for august - der skuffede fælt. Dagens hovedbegivenhed finder først sted efter dansk lukketid, hvor der offentliggøres referat fra seneste rentemøde i den amerikanske centralbank.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger omkring 2,56 pct. eller 2 basispoint mindre end tirsdag, da renten steg 1 basispoint.
SKUFFENDE TYSKE TAL
Klokken 8.00 fik markedet overraskende tal fra Tyskland. Den tyske industriproduktion faldt med 4,3 pct. i august på månedsbasis. Det var et markant større end ventet fald. Ifølge Bloomberg News var ventet en tilbagegang på 1 pct. i produktionen. Måneden forinden var der tale om en stigning på 1,3 pct.
I løbet af eftermiddagen er der taler fra flere amerikanske centralbankchefer.
Rentemødet i september i den amerikanske centralbank var imødeset med spænding. Der var fokus på hvor mange Fed-medlemmer, der ville stemme for den store rentenedsættelse på 0,50 pct.point, fremhæver seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel i en morgenkommentar.
- Hvis referatet viser, at nogle af Fed-medlemmerne var tæt på at stemme for en stor rentenedsættelse, og Fed-direktørerne generelt har fået panderynker over den lave jobvækst, kan det presse renterne en del ned, vurderer han.
.\\˙ MarketWire
