Europa/aktier: På retræte efter onsdagsrekord trykket af bank og biler
9/10 17:54
Den britiske storbank HSBC havde det torsdag hårdt på børsen i London, efter at banken havde meddelt planer om at købe datterbanken Hang Seng Bank i Hongkong af børsen.
Den tunge bankaktien faldt 5,4 pct. og bidrog til et mere generelt fald for det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks til 571,31.
Dermed veg indekset 0,4 pct. fra onsdagens rekordniveau i 573,79 med sektorerne "cyklisk forbrug" som faldt 2,1 pct. og "finans", som tabte 0,8 pct. i bunden at det brede indeks.
FRANKRIG DOMINERER
I det mere overordnede perspektiv var det den politiske uro i Frankrig, som fortsat dominerede over blandt andet fremdriften i fredsudsigterne for Gaza.
Investorer følger ifølge nyhedsbureauet Reuters nøje med i, om præsident Emmanuel Macron kan udpege en ny premierminister, der er i stand til at lede landet ud af det stadig dybere politiske dødvande.
Franske aktiver blev rystet tidligere på ugen, efter at Sebastien Lecornu, Frankrigs femte premierminister på to år, indgav sin og sin regerings afgang blot få timer efter at have annonceret regeringssammensætningen.
Torsdag var der tilbagegang til CAC 40-indekset i Paris på 0,2 pct., mens det tyske DAX-indeks steg 0,2 pct. I London faldt FTSE 100-indekset 0,4 pct.
TAB FOR BANKER
Selskabsmæssigt var der nedtur til finansaktien i HSBC. Banken er storaktionær i Hang Seng Bank og tilbyder at købe resterende aktier for omkring 13,6 mia. dollars med henblik på afnotering af datterbanken i Hongkong.
- Der er naturligvis bekymringer om timingen i aftalen, siger Ipek Ozkardeskaya, senior markedsanalytiker hos Swissquote Bank til Reuters.
Kollegaen Lloyds Banking Group faldt 3,2 pct., efter at banken havde varslet, at den sandsynligvis ville være nødt til at sætte flere penge til side for at dække kompensation til kunder, som har fået dårlige tilbud på bilfinansiering.
BILER BAKKER
Europæiske bilaktier faldt 4,3 pct., mens den franske dækproducent Michelin tabte 3,5 pct. efter forventning om, at salgsvolumen i tredje kvartal vil falde sammenlignet med året før.
Ferrari tabte hele 15,4 pct. i forlængelse af kapitalmarkedsdag i Maranello, Italien, hvor selskabet lancerede små glimt af specifikationer for den første fuldt elektriske Ferrari, der med fire elektriske motorer vil producere mere end 1000 hestekræfter.
I toppen af Stoxx 600-indekset steg franske Danone 4,8 pct., efter at JPMorgan havde optaget den franske fødevarevirksomhed på sin positivliste.
Det portugisiske energiselskab EDP Renovaveis steg 2,9 pct. Børshuset Jefferies opgraderede sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold"
.\\˙ MarketWire
