Onsdagens aviser med Novo Nordisk, Bavarian og Royal Unibrew
22/10 06:32
BØRSEN
MAGTSKIFTE I NOVO NORDISK
Lars Rebien Sørensen sætter en fed streg under, at han er mr. Novo Nordisk, da han nu sidder med det øverste ansvar i både Novo Nordisk og hos ejeren, Novo Nordisk Fonden. Det går stik imod de danske anbefalinger til god selskabsledelse. (Forside, side 6-7)
DANSK ENERGIINVESTOR REJSER 6 MIA. KR. I SIN FØRSTE KAPITALFOND
Den danske kapitalforvalter Glentra Capital, der har fokus på energisektoren i Europa og Nordamerika, har overgået sit eget mål i sin første kapitalfond. Kapitalrejsningen i fonden er blevet afsluttet, og der er i alt rejst 795 mio. euro. Det svarer til 5,9 mia. kr. Målet var at rejse 5,5 mia. kr. (Side 2)
BLACKROCK-CHEF SKYDER KLASSISK INVESTERINGSTILGANG NED
Kapitalforvalteren Blackrock ser spændende muligheder for at skabe afkast på finansmarkederne i øjeblikket. Tiden er inde til at gentænke den klassiske 60/40-portefølje, hvor risikoen spredes mellem aktier og obligationer. (Side 4)
VISMÆND SKÆRER MILLIARDER AF KÆMPE RÅDERUM
Statsminister Mette Frederiksen (S) tror stadig på Finansministeriets skøn, men erkender, at råderumsberegningen er noget, regeringen er nødt til at “kigge på”. (Side 8)
TILSYN LØFTER PEGEFINGEREN OVER FOR VÆKSTSULTNE BANKER
Flere banker har erklærede mål om at vokse betydeligt, og Finanstilsynet holder øje med, om væksten sker på et stabilt fundament. (Side 12)
DSV ER HACKERMÅL
En hackergruppe har placeret DSV og andre transportkoncerner i sigtekornet, og det kan der ifølge to professorer være flere grunde til. (Side 19)
BAVARIANS BEJLERE ÆNDRER BUD
Innoseras indædte kamp for at overtage den danske medicinalkæmpe Bavarian Nordic fortsætter – og nu sænker konsortiet sin grænse for, hvor mange aktionærer der skal acceptere deres købstilbud på 250 kr. pr. aktie. (Side 20)
BERLINGSKE BUSINESS
LARS REBIEN CHOKERER VED AT SÆTTE SIG TUNGT PÅ MAGTEN I NOVO NORDISK
Lars Rebien viser med stor udrensning, hvem der har magten i Novo Nordisk. Fondens bestyrelsesformand overtog i går formandsposten i Novo Nordisk og retter en hård kritik mod den afgående bestyrelse – herunder formand og næstformand: De forstod ikke at agere hurtigt og dynamisk nok på især det amerikanske marked. (Forside, side 2-5)
ALFA LAVAL FÅR HISTORISK BØDE FOR BRUD PÅ SANKTIONER MOD RUSLAND
Koldings største virksomhed, Alfa Laval, har brudt sanktionerne om handel med Rusland og står derfor til en bøde på 100.000 kr. Selskabet erkender forholdet, men forklarer sagen som ”en menneskelig fejl”. (Side 6)
VISMÆNDENE ADVARER REGERINGEN OM LANGT FÆRRE PENGE I KASSEN
Vismændene og regeringen er stærkt uenige om, hvor mange penge der er til velfærd og skattelettelser frem mod 2030. Regeringens skøn på 83 mia. kr. er for optimistisk, mener Det Økonomiske Råd. (Side 8-9)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
NOVO NORDISK HIVER PLASTERET AF MED EN STOR UDSKIFTNING
Over halvdelen af Novos bestyrelse stopper efter uenighed, og Lars Rebien Sørensen sætter – igen – sig selv i spidsen som formand for den globale medicinalkoncern de kommende år. Det hele skete i går uden varsel og inddragelse af aktionærer, og manøvren understreger alvoren i den transformation, der pågår i koncernen. (Forside, side 4)
ROYAL UNIBREW MISTER DELE AF EN VIGTIG PEPSI-KONTRAKT
Bryggeriet fra Faxe skal ikke længere stå for distributionen af amerikanske PepsiCos snackbrands, men dog fortsat producere og levere selskabets læskedrikke til det danske marked. Ifølge Royal Unibrew er det resultatet af en gensidig aftale. (Side 2)
BAVARIAN-BYDERE VIL NØJES MED TO TREDJEDELE
De to kapitalfonde, der har tilbudt at købe Bavarian Nordic for 250 kr. pr. aktie, sænker nu grænsen for gennemførsel af buddet til 66,67 pct. af aktierne. (Side 8)
DANISH CROWN I OFFENSIVEN: PLADS TIL 10 MIO. FLERE SLAGTEGRISE I DANMARK
Midt i debatten om den grønne trepart går Danish Crown i offensiven: Der kan sagtens produceres 10 mio. flere slagtegrise i Danmark - der skal bare bygges flere stalde på Sjælland. (Side 9)
.\\˙ MarketWire
