Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Sanofi leverer over forventning efter rekordstærkt salg af storsællert

24/10 07:50

Den franske medicinalkoncern Sanofi oplevede stor vækst i medicinsalget i tredje kvartal, hvor salget af storsællerten Dupixent for første gang oversteg 4 mia. euro.

Det sikrede et tredje kvartal pænt over forventningerne i markedet, på trods af at vaccinesalget gik tilbage i perioden.

Salget af hud- og astmamidlet Dupixent landede i tredje kvartal på 4,16 mia. euro, mens analytikerne ifølge Bloomberg News kun lige netop havde regnet med, at salget ville krydse 4 mia. euro for første gang.

Patentet på Dupixent udløber i 2031, og Sanofi arbejder derfor ihærdigt på at udvikle en arvtager til midlet, der bruges til behandling af både atopisk dermatitis - eksem - og astma.

Samlet voksede Dupixents salg med 26,2 pct. i kvartalet.

Blandt de øvrige medicinprodukter var der tale om en salgsvækst på 57,1 pct., mens omsætningen fra vaccineforretningen omvendt faldt 7,8 pct. som følge af et svagt salg af influenzavacciner, større konkurrence i Europa og en lavere vaccinationsrate i USA.

Sanofis justerede indtjening per aktie endte i tredje kvartal på 2,91 euro mod ventet 2,65 euro. Det justerede driftsoverskud var 4,45 mia. euro mod ventet 4,13 mia. euro.

Forventningerne til 2025 om en høj encifret vækst i salget i faste valutaer og en lav tocifret vækst i det justerede resultat per aktie før aktietilbagekøb gentages.

.\\˙ MarketWire