Kina køber amerikanske sojabønner igen
29/10 15:37
Kina har købt mindst to laster af amerikanske sojabønner - det første køb i denne sæson. Dermed tegner det til en opblødning mellem de to lande forud for torsdagens topmøde i Sydkorea.
Ifølge den amerikanske landbrugsminister, Brooke Rollins, har Kina købt "flere" skibslaster med amerikanske sojabønner. Det skriver hun på det sociale medie X.
Netop Kinas manglende køb af amerikanske sojabønner har i stigende grad taget opmærksomhed sideløbende med den mere højlydte retorik omkring tårnhøj told og mulige eksportforbud på sjældne jordarter.
Kina står for omkring 60 pct. af al import af verdens sojabønner og har før dagens køb ikke aftaget noget af den amerikanske augusthøst, men i stedet valgt sydamerikanske eksportører.
Dermed tyder det på, at stemningen er blødt lidt op, efter at Donald Trump for få uger siden truede med en ny straftold på 100 pct., hvis Kina gik videre med sine planer om at begrænse eksporten af sjældne jordarter.
Amerikanske og kinesiske embedsmænd har arbejdet hen over weekenden på en bred rammeaftale, der skal danne grundlaget for Donald Trump og Xi Jinpings møde torsdag.
Her har den amerikanske præsident blandt andet lagt op til, at straftolden på 20 pct., som USA har pålagt Kina på grund af anklager om manglende kontrol med kemikalier til fremstilling af det farlige stof fentanyl, skal reduceres.
.\\˙ MarketWire
