Carlsberg Q3: Mindre end frygtet tilbagegang trods fortsat svag forbrugerstemning
30/10 08:30
Carlsberg klarede sig organisk bedre end frygtet i sit tredje kvartal trods en vedvarende svag forbrugerstemning på tværs af markederne.
Det viser bryggeriets handelsopdatering torsdag morgen, der kun indeholder få tal, mens den mere uddybende rapportering er forbeholdt halv- og helårsrapporten.
- Vi leverede en stærk rapporteret vækst drevet af overtagelsen af Britvic. Vi opnåede også en solid underliggende volumen- og omsætningsvækst i Vesteuropa og så en gradvis forbedring i Asien, understøttet af en stærk præstation fra vores premium-portefølje på de fleste markeder, lyder det fra Jacob Aarup-Andersen, administrerende direktør i Carlsberg i handelsopdateringen.
Samlet landede Carlsberg i årets tredje kvartal en koncernomsætning på 24.139 mio. kr. mod 20.476 mio. kr. i samme kvartal året forinden.
Ifølge estimater indsamlet af Carlsberg selv havde analytikerkorpset ventet en omsætning på 24.312 mio. kr. i kvartalet.
- Disse resultater blev opnået på trods af fortsat udfordrende forbrugerstemning i alle vores regioner og en øget negativ indvirkning fra krigen på vores forretning i Ukraine, siger Carlsberg-topchefen.
I Vesteuropa skød den rapporterede omsætning i vejret med 37 pct. målt mod samme periode sidste år. Det skyldes dog primært integrationen af det britiske opkøb, Britvic. Organisk var der tale om en tilbagegang på 1,2 pct., hvilket skyldes tabet af San Miguel-kontrakten i regionen, lyder det.
Set globalt var der tale om en organisk tilbagegang i omsætningen på 1,4 pct., hvor samme periode sidste år omvendt bød på fremgang på 1,3 pct. Der var ventet en tilbagegang på 1,6 pct. blandt analytikerne.
I mængder var der tale om et salg på 40,6 mio. hektoliter i kvartalet set i forhold til 35,0 mio. hl for samme periode i 2024. Her havde analytikerne spået en marginalt større fremgang til 40,7 mio. hl.
I handelsopdateringen fastholder Carlsberg årets forventninger om en organisk vækst i driftsresultatet, EBIT, på 3-5 pct.
Tabel for Carlsbergs handelsopdatering for tredje kvartal 2025:
| mio. kr. | Q3 2025 | Q3 2025(e) | Q3 2024 | FY 2025(e) | FY 2024 |
| Omsætning | 24.139 | 24.312 | 20.476 | 89.744 | 75.011 |
| Org. salgsvækst i pct. | -1,4 | -1,6 | 1,3 | -0,1 | 2,4 |
| - Vesteuropa | 14.017 | 14.000 | 10.215 | 52.088 | 38.081 |
| - Asien | 5045 | 5025 | 5340 | 19.467 | 20.466 |
| - Central- & Østeuropa | 5073 | 5271 | 4918 | 18.285 | 16.454 |
| Samlet salgsvolumen, mio hl. | 40,6 | 40,7 | 35,0 | 148,1 | 125,7 |
| EBIT før særlige poster | - | - | 13.810 | 11.411 | |
| Org. EBIT-vækst i pct. | - | - | - | 3,3 | 6,0 |
| - Vesteuropa | - | - | - | 7226 | 5274 |
| - Asien | - | - | - | 4755 | 4632 |
| - Central- & Østeuropa | - | - | - | 3236 | 3039 |
| Særlige poster | - | - | - | -650 | -519 |
| Nettoresultat, justeret* | - | - | - | 7667 | 7280 |
| Nettoresultat | - | - | - | 7147 | 10.263 |
* Justeret for efter skat effekt fra særlige poster
(e) Medianestimater indsamlet af Carlsberg 28. oktober blandt op til 27 analytikere.
Carlsbergs forventninger til 2025:
| % | Ved Q3 | Ved H1 | Ved Q1 | Ved FY 24 |
| Organisk vækst i EBIT | 3-5 | 3-5 | 1-5 | 1-5 |
.\\˙ MarketWire
