Huscompagniets topchef: Utilfredsstillende udvikling for rækkehuse i tredje kvartal
7/11 10:02
Typehusbyggeren Huscompagniet er særligt udfordret af udviklingen i selskabets rækkehusafdeling i tredje kvartal, hvor omsætningen og ordrebogen til gengæld vokser.
- Vi har sådan set en fortsat vækst i vores enfamiliehuse, og så har vi en utilfredsstillende udvikling på nogle af vores projekter i vores rækkehusafdeling i tredje kvartal, udtaler Martin Ravn-Nielsen, topchef i Huscompagniet, til MarketWire.
En perlerække af udfordringer er tilsammen grunden til, at selskabet tilbage i oktober nedjusterede forventningerne for indeværende år.
Martin Ravn-Nielsen peger særligt på tre grunde til denne udvikling, hvor førstnævnte er, at tre HC Elements fabriksleverancer ikke er forløbet, som de skulle.
- Og så har vi tre B2B-projekter, hvor vi leverer fuld skala, hvor det ikke bare er fabriksleverancer, men vi bygger boliger. Der er tre af den portefølje, vi er i gang med, som udgør cirka halvdelen af vores ordrebog, som har været udfordret i forhold til, hvad vi havde forventet, udtaler Martin Ravn-Nielsen og fortsætter:
- Og så til sidst, er der nogle af vores projekter, hvor der er udskudt opstart, og det vil sige, at vi ikke har fået byggetilladelsen, som forventet. Så kommer vi ikke ind i vores produktion og regnskaber lige så tidligt som forventet.
Forventningerne den 24. oktober blev nedjusteret til et resultat af primær drift (EBIT) på 15-35 mio. kr. fra 70-90 mio. Forventningen til driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) blev nedjusteret til 60-80 mio. kr. fra 110-130 mio. kr.
Martin Ravn-Nielsen pointerer, at udfordringerne får størst betydning for resultaterne i 2025. Den største nedskrivning skyldes HC Elements, og "når de er leveret, så er det ligesom et afsluttet kapitel".
- Så er det de tre ongoing B2B-projekter, hvor nogle af dem stopper næste år, og nogle af dem stopper i midten af 2027. Så den største effekt har været i 2025, og så vil der være nogen effekt i 2026, og så noget mindre i 2027.
FOKUS PÅ MARGINER
I fredagens regnskab fremgår det, at den utilfredsstillende rækkehusudvikling har fået Huscompagniet til at gennemgå sin ordreportefølje i segmentet og arbejde på initiativer for at forbedre indtjeningen og marginerne.
For perioden tredje kvartal faldt driftsresultatet EBITDA med 8 mio. kr. fra 32 mio. kr. i samme periode sidste år, mens resultatet af primær drift EBIT droppede til et minus på 4 mio. kr. mod 20 mio. i samme kvartal 2024. Et fald på 120 pct.
Ifølge Martin Ravn-Nielsen skal fokus flyttes fra at vinde markedsandele til at styrke maskinen Huscompagniet.
- Vi er gået fra 3 pct. markedsandel i 2023 til 10 pct. i 2024, og lige nu er vi i gang med at kigge sådan 360 grader rundt i vores forretning og sige, at vores fokus lige nu ikke er markedsandele - det er meget mere at få styrket vores marginer i det, vi har med at gøre, udtaler topchefen.
I tredje kvartal voksede omsætningen med 35 pct. til 792 mio. kr. fra 588 mio. kr. i samme periode 2024. Ligeledes var der fremgang i ordrebogen, der voksede med 57 pct. til 2219 for perioden mod 1413 i samme periode sidste år.
.\\˙ MarketWire
