Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: FLSmidth får røde ører i ellers lysegrøn start på børsen efter topchefexit

17/11 09:15

FLSmidth fylder en del i overskrifterne omkring det danske aktiemarked mandag morgen, efter at ingeniørkoncernen i weekenden har oplyst, at topchef Mikko Keto stopper i løbet af 2026.

Reaktionen er umiddelbart et relativt klart kursfald fra morgenstunden.

Det sker i et generelt lidt afdæmpet marked med et forsigtigt plus til C25-indekset.

Morgenen igennem svingede futures for de største europæiske indeks frem og tilbage over udgangspunktet, og efter kort tids handel herhjemme er udsvingene også begrænsede.

C25-indekset stiger med 0,1 pct. til 1721,15.

Fredag gik de danske handlere på weekend med et klart fald til eliteindekset på 1,3 pct. Det skete med Bavarian Nordic helt i bunden efter en skuffende melding om prognosen i forbindelse med fredagens regnskab for tredje kvartal.

Samtidig var der igen masser af opmærksomhed omkring medicinalkæmpen Novo Nordisk, der på en ekstraordinær generalforsamling fik valgt sin nye bestyrelse ind.

Novo-aktien endte fredagen med et klart fald på 2,4 pct., men kunne for ugen notere en betydelig stigning efter stor fremgang over de tre første handelsdage.

Dermed fortsætter volatiliteten i aktien, og det giver også naturlig opmærksomhed igen mandag. Her er Novo åbnet 0,1 pct. lavere i 310,85 kr.

FLSMIDTH SKAL FINDE NYE TOPCHEF

FLSmidth skal på jagt efter en ny topchef med det samme, idet finske Mikko Keto har valgt at forfølge en mulighed for en ledelsesrolle uden for den danske ingeniørkoncern, men i en ikke-konkurrerende virksomhed, oplyste selskabet i weekenden.

Mandag har den schweiziske emballageproducent SIG Group afsløret, at Mikko Keto skal være administrerende direktør der.

Mikko Keto forlader FLSmidth i løbet af første halvår næste år. Han tiltrådte hos det danske selskab i 2021 som chef for den tidligere Mining-forretning, men blev forfremmet til administrerende direktør for hele koncernen i januar 2022.

Som følge af det forestående skifte af topchef har FLSmidth besluttet at rykke den tidligere kommunikerede kapitalmarkedsdag den 11. marts 2026 til et senere tidspunkt på året, fremgår det.

FLSmidth-aktien reagerer på nyheden med et fald på 3,5 pct. til 412,60 kr.

BAVARIAN KAN VENDE EFTER KØBSANBEFALING FRA DNB CARNEGIE

Bavarian Nordic var fredagens bundprop i C25-indekset efter sin indsnævring af forventningerne til hele 2025.

Mandag får piben dog en anden lyd, efter at DNB Carnegie har skruet sin anbefaling af aktien op til "køb" fra "hold".

Kursmålet er fortsat 250 kr. Vaccineselskabets aktie stiger med 1,5 pct. til 178,95 kr. fra start efter fredagens fald på 5,7 pct.

Eneste eliteaktie, der stiger mere, er Ørsted, som uden større selskabsspecifikke nyheder går 2,2 pct. frem til 126,70 kr.

Analyseændringer er der også til DSV og Pandora. Førstnævnte har fået sænket anbefalingen hos Morningstar til "hold" fra "køb", mens kursmålet er fastholdt på 1580 kr. og indikerer dermed potentiale for en tocifret stigning.

DSV-aktien stiger marginalt med 0,04 pct. til 1413 kr. mandag morgen.

Pandora, som stiger med 0,1 pct. til 790,40 kr., har fået sænket sit kursmål hos amerikanske Morgan Stanley til 910 kr. fra 1000 kr.

Anbefalingen er fortsat i neutralt terræn på "ligevægt", fremgår det af data fra Bloomberg News.

GREENMOBILITY LØFTER SLØRET FOR NYE LANGSIGTEDE MÅL

Greenmobility har mandag morgen annonceret strategiske ambitioner og finansielle mål frem mod 2028.

Blandt højdepunkterne er et mål om en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på 8-12 pct. og en årlig vækst i driftsresultatet før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) på 12-16 pct.

- Efter en vellykket turnaround og tilbagevenden til rentabilitet på det danske marked går Greenmobility nu ind i sin næste strategiske fase med fokus på bæredygtig vækst, operationel excellence, teknologidrevet rentabilitet og forberedelse til den autonome fremtid inden for bildeling, skriver Greenmobility i en meddelelse.

Aktien i selskabet, der i forvejen var steget med over 120 pct. i år, lægger mandag morgen yderligere til med et plus på 7,3 pct. til 79 kr.

Tungest ned i C25-indekset vejer Mærsk-aktierne. B-aktien falder med 0,9 pct. til 12.570 kr., og A-aktien sætter sig 0,6 pct. til 12.620 kr.

.\\˙ MarketWire