Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Indeksfutures peger op efter lukkedag for Thanksgiving

28/11 06:32

Det amerikanske aktiemarked var torsdag lukket i forbindelse med Thanksgiving.

Fredag genoptages handlen i et lidt begrænset omfang, da børserne i USA lukker allerede klokken 19 dansk tid i stedet for sædvanlige klokken 22.

Fredag morgen peger handlen med aktieindeksfutures mod en positiv start. Futures for S&P 500, Dow Jones og teknologiindekset Nasdaq 100 indikerer stigninger på 0,1-0,2 pct. i New York senere på dagen.

Aktiemarkederne i særligt USA har på det seneste været på lidt af en spurt. Onsdag steg aktierne 0,7-0,8 pct., og siden forrige tirsdag har aktierne vundet 4,2 pct.

Fremgangen følger dog også et næsten tilsvarende fald i ugerne før.

En stigende opbakning til en sidste rentenedsættelse i 2025 fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har været med til at understøtte den gode stemning, mens kunstig intelligens, AI, på den ene side imponerer med stor vækst og efterspørgsel, men på den anden side fortsat skaber bekymring for en boble tæt på bristepunktet.

- Vi nærmer os en klassisk slutspurt inden årsskiftet, siger Daniel Murray, der er topchef i EFG Asset Management, til Bloomberg News.

- Vores hovedscenarie er et, hvor makromiljøet faktisk holder pænt stand ind i 2026, selskabernes indtjening ser rimelig ud, og du får medvind fra de forsinkede effekter af rentenedsættelserne, fortsætter han.

Markedet indregner nu en sandsynlighed på 83 pct. for en rentenedsættelse på 25 basispoint til 3,50-3,75 pct. i december. Det vil være tredje lempelse af renten i træk i USA.

Desuden ser investorerne op mod tre nedsættelser mere i 2026. Altså i alt fire herfra. For en uge siden var forventningen kun tre nedsættelser i samme periode.

.\\˙ MarketWire