Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Thanksgiving-plus smidt på gulvet trods plusser til Nvidia og Apple

2/12 06:32

De amerikanske aktier indledte mandag den nye uge med kursfald og rullede dermed fredagens Thanksgiving-stigning tilbage.

Og markedet forbliver umiddelbart afventende tirsdag. Futures indikerer kursfald på knap 0,1 pct. til de tre toneangivende indeks, når markedet åbner i New York senere på dagen.

November sluttede ellers med fire plusdage i træk, hvilket akkurat trak hele måneden op i et lille plus på 0,1 pct.

Denne mandag var der dog uro i rentemarkedet, da Japans centralbankchef, Kazuo Ueda, indikerede muligheden for en kommende renteforhøjelse. Det skabte pres på japanske obligationer, mens markedsrenterne i både Europa og USA blev trukket med op.

Investorerne solgte samtidig ud af kryptovalutaerne med et tungt fald til bitcoin, hvilket også øgede risikoaversionen.

Det brede S&P 500-indeks faldt derfor 0,5 pct., Dow Jones mistede 0,9 pct., og Nasdaq tabte 0,4 pct.

DET VÆRSTE MÅSKE BAG OS

Trods de stigende markedsrenter mandag indregner investorerne nu med 100 pct. sandsynlighed en rentenedsættelse i USA onsdag i næste uge mod omtrent 80 pct. sandsynlighed i fredags.

De øgede væddemål på en lempeligere centralbank skyldes, at ISM-indekset, som måler aktiviteten i fremstillingsindustrien, så et uventet fald i november.

De foregående to uger har også budt på volatilitet med først et tungt fald på 4,6 pct. og derefter et solidt løft på 4,8 pct. Dermed endte indekset stort set samme sted, som ugen inden, at faldet satte ind i forrige uge.

- Der er ingen tvivl om, at udviklingen over de seneste to uger varsler godt for et rally ved årets slutning, siger Matt Maley, der er chefstrateg hos Miller Tabak, til Bloomberg News.

- Vi bliver dog nødt til at se lidt mere fortsættelse opad i denne uge for at bekræfte, at det værste er bag os, fortsætter han.

NVIDIA TRAK OP

I hovedindekset var det mandag energiaktierne, der klarede sig bedst med et plus på 0,9 pct., da olieprisen steg 1,5 pct., hvilket blandt andet sikrede kursplusser til Exxon Mobil og Chevron på 0,6 og 0,9 pct.

Blandt de teknologitunge sektorer blev it også sendt 0,1 pct. op, cyklisk forbrug steg marginalt, og kommunikationsservice faldt med 1,0 pct.

Forsyning udgjorde bunden blandt sektorerne med et fald på 2,4 pct. på grund af stigende markedsrenter.

Mandag var der desuden fremgang til verdens mest værdifulde selskab, Nvidia, der steg 1,7 pct., efter en nyhed om at chipkæmpen har indgået et tættere samarbejde med og vil investere 2 mia. dollar i chipdesigneren Synopsys, som da også gik 4,9 pct. frem.

Ellers var der mandag pres på flere andre chipnavne, da skepsis over for AI-temaet stadig rumsterede på baggrund af den tiltagende låntagning for at finansiere investeringerne, og Broadcom tabte på den konto 4,2 pct.

Apple vandt dog også frem med 1,5 pct. mandag til rekorden 283,10 dollar.

ELI LILLY SÆNKER PRISER PÅ TOPPRODUKTER

På nyhedsfronten var der mandag også fokus på Eli Lilly, som bakkede 1,6 pct., i kølvandet af at Novo-konkurrenten har sænket sine introduktionspriser på fedmemidlet Zepbound i USA.

I november gjorde Novo det samme, så priskrigen synes at have taget fat.

Bitcoin fortsatte den slingrende kurs fra månedstarten og faldt mandag 5,8 pct. til 85.856 dollar.

Ifølge handelsplatformen FalconX er der en generel risikoaversion på kryptomarkedet, hvor handlerne ikke lader sig lokke af de faldende kurser.

Generelt har tilstrømningerne til bitcoin-fonde også set svage ud på det seneste.

Strategy - tidligere kendt som Microstrategy - som ikke har meget andet forretning end blot at købe og eje bitcoin, dykkede på den baggrund da også 3,3 pct. mandag. En større nedtur blev her afværget af oprettelsen af en reservefond til kommende udbetaligner af udbytte.

Kryptobørsen Coinbase faldt samtidig 4,8 pct., og kryptomineselskaberne Riot Platforms og Mara Holdings tabte 2,5-4,0 pct.

.\\˙ MarketWire