Europa/middag: Lille plus - Trustpilot gør comeback efter nedsabling
5/12 12:42
Optimismen har overtaget på det europæiske aktiemarked fredag middag, hvor blandt andet danske Trustpilot igen gør sig bemærket med et vildt kursspring på London-børsen.
Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks stiger 0,4 pct. og har medvind fra blandt andet bilbranchen og råvaresektoren.
Den amerikanske storbank Citigroup har ifølge Reuters opjusteret en række sektorer, heriblandt netop bilproducenterne og råvaresektoren under et, samt kemi- og industriaktier.
Øverst i Stoxx 600-indekset ligger underindekset for bilbranchen til en gevinst på 1 pct. efter stigninger i Stellantis og Porsche på henholdsvis 2 og 1,6 pct.
Trustpilot stiger hele 14 pct. på London-børsen som et mindre plaster på såret, efter et kursfald på knap 32 pct. onsdag, da selskabet blev angrebet af den amerikanske shortseller Grizzly Research. Shortsælgeren, der spekulerer i kursfald, hævdede, at netanmeldelsessiden anvender "mafialignende" metoder, der presser virksomheder til at købe abonnementer for at forbedre deres vurderinger.
Morgan Stanley ser imidlertid torsdagens dukkert til Truspilot som en mulighed og har løftet sin anbefaling til "overvægt" fra "ligevægt".
Hos Danske Bank fortæller chefhandler Mads Zink, at Trustpilots vilde udsving er noget af det, der har været talt om allermest de seneste dage.
- I går faldt aktien over 30 pct. på noten fra Grizzly Research, og i dag stiger aktien så over 10 pct. på, at Trustpilot er ude at afvise, at det har noget som helst på sig. Det er vi også enige i, siger Mads Zink.
Den allermest faldende aktie i Stoxx 600 er fredag middag Swiss Re, der ligger underdrejet med 5,6 pct.
Det sker efter selskabet har annonceret nedskrivninger i sin livs- og sundhedsforretning på 250 mio. dollar i fjerde kvartal.
Samtidigt har Swiss Re ifølge flere analytikere præsenteret "skuffende" og "konservative" forventninger og tilbagekøbsprogram for 2026. Det er sket på et investorwebcast.
- Overskrifterne vil blive opfattet som skuffende med en nettoindkomstprognose, der ligger under forventningerne, og et aktietilbagekøb, der ligger betydeligt under konsensus, vurderer JPMorgan-analytiker Kamran Hossain ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire
