Asien: Risikovilligheden pist væk i duft af årsafslutning
15/12 06:32
De asiatiske aktier er badet i rødt mandag, da investorerne pakker risikovilligheden væk fra starten af en uge fyldt med vigtige centralbankbeslutninger og økonomiske data.
- Vi går ind i den sidste handelsuge i 2025, før mange lukker deres bøger og afslutter året. Nogle har sikkert allerede gjort det, siger chefanalytiker Chris Weston fra Pepperstone Group i Melbourne til Reuters og fortsætter:
- Vi formoder, at likviditetsforholdene vil blive tyndere i løbet af ugen, men dog være tilstrækkeligt store nok til, at det ikke giver overdrevne prisudsving. Men derefter vil den virkelig falde i næste uge.
Mange investorer foretrækker at sikre årets gevinster, efter solide stigninger i årets løb i blandt andet Sydkorea og Taiwan.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsområdet-aktier uden for Japan falder 1,0 pct.
De amerikanske aktiefutures indikerer ved 6-tiden tirsdag stigninger på 0,2-0,3 pct., når aktiemarkedet åbner i New York senere på dagen.
I Japan hæfter markedsdeltagerne sig ved dagens Tankan rapport fra den japanske centralbank.
Men trods en overordnet positiv tillidsstemning, lukker investorerne bøgerne, med fald i det teknologitunge Nikkei-indeks på 1,6 pct., og i det brede Topix indeks på 0,2 pct. til følge.
I Kina er stemningen kommet skidt fra start, da den statsstøttede ejendomsudvikler China Vanke ikke formåede at sikre obligationsejernes godkendelse til at forlænge en obligationsbetaling.
- Hvis Vanke i sidste ende misligholder, tror vi, at konsekvenserne for den kinesiske ejendomssektor kan være betydelige. Investorer vil være mere bekymrede over balancen og regeringens holdning til redningspakker, selv for de "sikre navne", noterer analytiker Jeff Zhang fra Morningstar i Hongkong ifølge Reuters.
Hang Seng indekset i Hongkong daler 0,9 pct., mens Shanghai Composite og CSI 300 falder 0,1-0,2 pct.
De sydkoreanske og taiwanesiske aktier er også på udsalg. Kospi-indekset dropper 1,5 pct., mens Taiex-indekset dykker 1,0 pct.
Singapores Strait Times-indeks ligger med et minus på 0,3 pct., og Sydneys ASX 200-indeks lukker med et tab på 0,8 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -1,6 |
| Topix | -0,2 |
| Hongkongs Hang Seng | -0,9 |
| China Shanghai Composite | -0,1 |
| China CSI 300 | -0,2 |
| Taiwan Taiex | -1,0 |
| Sydkoreas Kospi | -1,5 |
| Indiens BSE Sensex | -0,4 |
| Singapores STI | -0,3 |
| Sydney ASX 200 | -0,8 |
.\\˙ MarketWire
