Chefanalytiker efter jobtal fra USA: Arbejdsmarkedet har mistet pusten
16/12 14:46
Nye nøgletal fra USA tirsdag bekræfter billedet af et arbejdsmarked, der har mistet pusten siden foråret.
Det skriver chefanalytiker Natalia Setlak fra AL Sydbank i en kommentar til tirsdagens såkaldte "kongetal" fra USA, som er de månedlige jobtal.
Grundet nedlukning i det amerikanske føderale apparat, er der først nu kommet jobtal for oktober, og de blev ledsaget af tal også for november.
Opgørelsen viste en stigning i beskæftigelsen i USA på 64.000 personer uden for landbruget i november måned, mens beskæftigelsen faldt med 105.000 personer i oktober måned.
Den samlede jobskabelse for de to måneder er dermed negativ og ledighedsraten stiger samtidig til 4,6 pct. fra 4,4 pct. tilbage i september.
- Kongetallet viser endnu engang, at det amerikanske arbejdsmarked i bedste fald er stået i stilstand siden foråret. Siden maj måned blev der hver måned skabt i gennemsnit blot 17.000 nye job. Det er ingen hemmelighed, at jobmarkedet har tabt momentum, skriver chefanalytiker Natalia Setlak fra AL Sydbank.
På aktiemarkedet er reaktionen umiddelbart lettere positiv.
- Aktiemarkedet reagerer positivt på dagens jobrapport i en situation, hvor dårlige data betragtes som gode nyheder, da kongetallet holder døren åben for gradvise rentenedsættelser fremover og det er netop det, investorerne fejrer nu, skriver chefanalytikeren.
.\\˙ MarketWire
