Europa/aktier: Britiske aktier i vejret på udsigt til rentenedsættelse
17/12 13:12
Energi- og bankaktierne bidrager til overvejende positiv stemning på det europæiske aktiemarked ved middagstid onsdag.
Særligt de britiske aktier skyder i vejret, efter at britiske inflationstal har styrket forventningen til, at Bank of England efter sit møde torsdag sænker sin ledende rente med 25 basispoint til 3,75 pct.
Samlet ligger det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 med et plus i middagshandlen på 0,4 pct.
I toppen af indekset ligger det britiske service facility management-selskab Serco Group med en stigning på børsen i London på 5,6 pct. til 266,40 pence, hvilket er det højeste niveau for aktien i 11 år.
I en handelsopdatering onsdag hæver selskabet indtjeningsforventningerne til 2025, hvor der nu ventes en underliggende driftsindtjening på 270 mio. pund. Det er 10 mio. pund mere end tidligere ventet.
Analytikerne havde ifølge Bloomberg News til sammenligning estimeret et resultat på 258,3 mio. pund for året.
Den optimistiske opdatering har blandt andet fået analytikerkorpset hos RBC Capital og JPMorgan til at hæve kursmålet for aktien.
ENERGIAKTIER I STIGNING
På sektorniveau bidrager energiaktierne med en stigning på samlet 1,6 pct. efter et fald tirsdag på 1,9 pct. I onsdagens marked nyder olieaktierne godt af stigende oliepriser, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, ifølge Reuters beordrede en blokade af alle sanktionerede olietankere, der sejler ind og ud af Venezuela.
Blandt olieselskaberne stiger BP med 2,7 pct. og Shell med 2,3 pct. på børsen i London.
Generelt er der positiv opmærksomhed om britiske aktier onsdag, efter at et større end ventet dyk i inflationen i Storbritannien har styrket forventningerne til en rentenedsættelse fra landets centralbank, Bank of England.
Det smitter blandt andet af på byggerelaterede aktier som Barratt Redrow og Persimmon, der stiger over 2 pct.
De britiske banker ligger også godt med fremme anført af HSBC med en stigning på 3,8 pct. til 1154 pence, efter at finanshuset KBW har opjusteret anbefalingen af aktien til "outperform" fra "market perform". Kursmålet er desuden løftet til 1240 pence fra 990 pence, fremgår det af Bloomberg News.
Barclays og Standard Chartered stiger i den sektor desuden ca. 2,5 pct.
Samlet ligger stiger det britiske eliteindeks med 1,5 pct.
.\\˙ MarketWire
