Aktier/åbning: Novo tager teten efter amerikansk pillenyt - Ørsted i bund i grønt C25
23/12 09:11
Novo Nordisk er i fokus fra handelsstart lillejuleaftens dag, efter at det sent mandag kom frem, at medicinalkoncernen pilleudgave af Wegovy er blevet godkendt i USA.
Novos amerikanske notering tog raketfart i eftermarkedet på nyheden og steg 10,5 pct. Og herhjemme stiger aktien også i de første handler - omend mere behersket.
Også Ørsted er i fokus, efter Trump-administrationen mandag suspenderede lejekontrakter på i alt fem vindmølleparker under opførelse, heraf to fra Ørsted. Og det tynger fortsat aktien efter et solidt dyk mandag.
Samlet stiger eliteindekset, C25, 1 pct. til 1800,37 i de første handler hevet frem af trækhesten Novo.
NOVO I MARKANT KURSFREMGANG
Novo Nordisk stiger 5,7 pct. til 320,70 kr.
- Wegovy-pillen er et vigtigt bidrag til væksten de kommende år og et centralt våben i konkurrencen mod Eli Lilly, som forventes at få deres orale fedmepille godkendt i marts–april 2026, skriver Henrik Hallengreen Laustsen, senioranalytiker i Jyske Bank.
Novo ventes at lancere Wegovy i pilleform i starten af januar 2026.
Senioranalytiker i AL Sydbank Søren Løntoft Hansen pointerer, at Novo har et par måneds forspring i forhold til Eli Lillys tilsvarende pille, Orforglipron, og det kan blive en stor fordel.
- Meldingen var ikke uventet, men ventet inden udgangen af i år. Men den er ikke desto mindre meget vigtig og en tidlig julegave til aktionærerne i Novo Nordisk, siger han til MarketWire.
Trods plusset er Novo-aktien faldet 48,6 pct. i år.
ØRSTED RAMT AF BYGGESTOP
Ørsted tog turen i hullet mandag med et fald på 12,7 pct. - og tirsdag fortsætter derouten med et fald på 1,3 pct. til 115,55 kr.
Det er igen problemer i USA med havvindmølleprojekterne, efter at Trump-administrationen har suspenderet lejekontrakter på i alt fem vindmølleparker under opførelse, heraf to fra Ørsted.
Der er tale om projekter af stor betydning for Ørsted, vurderer den amerikanske storbank Citi, der har været forsigtig med sin anbefaling af Ørsted-aktien netop på grund af risici forbundet med de amerikanske havmølleprojekter. Derimod har aktiemarkedet tilsyneladende indregnet projekterne uden at tage højde for yderligere tilbageslag, skriver Citi i et notat.
- Vi estimerer værdien af Ørsteds amerikanske havvindprojekter, Sunrise Wind og Revolution Wind, til 47 kr. per aktie, forudsat at de nuværende økonomiske forudsætninger forbliver uændrede.
Påbuddet gælder for de næste 90 dage, og det amerikanske indenrigsministeriums Bureau of Ocean Energy Management, BOEM, har forbeholdt sig ret til at forlænge suspenderingen.
Ørsted selv oplyser, at selskabet vil efterleve de respektive påbud. Selskabet vil nu gå i dialog med myndighederne, herunder BOEM og andre godkendelsesmyndigheder samt overveje eventuelle juridiske skridt.
Trækket har fået aktieanalysechef i AL Sydbank, Jacob Pedersen til at ændre sin anbefaling af aktien til "sælg" fra "hold".
- Omkostningerne kan blive meget store for Ørsted, og på kort sigt er den politiske usikkerhed ekstremt høj, påpeger han i analyse og fortsætter:
- Trump-administrationens klapjagt på havvind når nye højder, og det fremstår mere sandsynligt end nogensinde, at administrationen vil "gå hele vejen" for simpelthen at stoppe havvindprojekterne.
VESTAS OG PANDORA TRÆKKER OGSÅ OPMÆRKSOMHED
Vestas blev hevet med ned mandag af Trump-administrationens stop af lejekontrakter af havvindmølleprojekter. Vestas er udvalgt til at levere møller til norske Equionors Empire Wind 1.
Aktien falder 0,8 pct. til 167,95 kr.
Ellers er det traditionelt travle årsafslutning med mølleordrer, der kan præge aktien.
Pandora er igen i risikozonen, efter at priserne på guld og sølv tirsdag igen har sat rekord. Ifølge senioraktieanalytiker i AL Sydbank Søren Løntoft Hansen er sølvprisen noget af det, der styrer aktiekursen for Pandora, og aktien har det med at reagere negativt, når priserne stiger.Aktien falder 0,5 pct. i den indledende handel til 698,80 kr.
ISS har fået forlænget en kontrakt med delstatsregeringen i New South Wales i Australien, om fortsat at levere rengøringsservice til skoler, samt til tekniske- og videregående uddannelsesinstitutioner.
Kontraktens løbetid er 2,5 år og begynder i 1. kvartal 2026, fremgår det af dagens meddelelse. Kontraktens værdi er omkring 800 mio. kr. om året.
ISS stiger 0,3 pct. til 216 kr.
.\\˙ MarketWire
