Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Novo holder dampen oppe efter pillegodkendelse

23/12 11:29

Der er rift om Novo Nordisk på den sidste handelsdag inden jul, efter at medicinalkoncernen sent mandag fik sin ventede godkendelse af sin pilleudgave af Wegovy på det amerikanske marked.

Med godkendelsen får Novo som den første en GLP-1-pille til vægttab på det amerikanske marked, formentlig nogle måneder før ærkerivalen Eli Lilly, som halser lige efter.

Og med godkendelsen i hus stiger Novo hastigt med 7,7 pct. til 327 kr. og løfter ved middagstid C25-indekset med 1,4 pct. til 1808,45 - få point fra det højeste niveau siden midten af juni. Milepælen vil være nået, hvis C25 passerer indekset den seneste top på 1811,10 fra den 11. december.

- Det er super godt for de danske investorer, for Novo er den aktie, vi kan se folk køber. Når den falder tilbage, kan vi bare se, at det er den aktie folk samler op i. Den er klart den mest købte aktie i år. Men man skal altså huske, at Novo er et selskab, der er i konkurrence med andre, siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank, til MarketWire.

Med godkendelsen i hus ventes Novo at lancere Wegovy i pilleform på det amerikanske marked i januar.

- Wegovy-pillen er et vigtigt bidrag til væksten de kommende år og et centralt våben i konkurrencen mod Eli Lilly, som forventes at få deres orale fedmepille godkendt i marts–april 2026, skriver Henrik Hallengreen Laustsen, senioranalytiker i Jyske Bank.

Senioranalytiker i AL Sydbank Søren Løntoft Hansen pointerer, at Novo har et par måneders forspring i forhold til Eli Lillys tilsvarende pille, Orforglipron, og det kan blive en stor fordel.

- Meldingen var ikke uventet, men ventet inden udgangen af i år. Men den er ikke desto mindre meget vigtig og en tidlig julegave til aktionærerne i Novo Nordisk, siger han til MarketWire.

Hos Danske Bank estimerer man, at Wegovy-pillen vil omsætte for omkring 5,8 mia. kr. i 2026.

- Så det er fint, og det er godt, og det er forventet, at det kom, og det, vi så skal huske alle os danskere, er, at det ikke nødvendigvis skal være den eneste sundhedsaktie, vi har i vores depot, for det er også et marked præget af høj konkurrence, siger Lars Skovgaard Andersen.

STOR ORDRE TIL VESTAS - ØRSTED FALDER YDERLIGERE

For Vestas er årsskiftet højsæson for nye ordre, og vindmøllekoncernen har tirsdag sikret sig syv tyske ordrer på samlet 273 megawatt (MW). Det fremgår af en meddelelse fra den danske vindmølleproducent.

Vestas-aktien stiger behersket med 0,3 pct. efter et fald på 2,7 pct. mandag, hvor Trump-administrationen suspenderede opførelsen af fem havmølleprojekter ud for den amerikanske østkyst - heraf et projekt, som Vestas var mølleleverandør til.

Ørsted, der i den forbindelse måtte se to havmølleprojekter blive suspenderet, falder tirsdag med yderligere 0,8 pct. efter et dyk på 12,7 pct. mandag.

Blandt vinderne i tirsdagens handel er også Zealand Pharma, der også har vægttabsmidler undervejs, og ofte følger Novos bevægelser.

- Der går lidt flokmentalitet i den, konstaterer Lars Skovgaard Andersen og fortsætter:

- Vi har tidligere set, at de andre sundhedsaktier trækkes med op, når Novo stiger.

I et helt andet segment af medicinalbranchen stiger Genmab, der især er fokuseret på kræftområdet, med 2 pct. til 2119 kr.

I den tungere ende af C25 falder Pandora med 0,4 pct. til 699,40 kr. Guld- og sølvprisen har tirsdag igen sat rekord. Ifølge senioraktieanalytiker i AL Sydbank Søren Løntoft Hansen er sølvprisen noget af det, der styrer aktiekursen for Pandora, og aktien har det med at reagere negativt, når priserne stiger, da det hen ad vejen er med til at øge omkostningerne i smykkeproduktionen.

ISS, der har fået forlænget en kontrakt med delstatsregeringen i New South Wales i Australien, stiger behersket med 0,2 pct. til 215,80 kr.

Kontraktens løbetid er 2,5 år og begynder i 1. kvartal 2026, fremgår det af dagens meddelelse. Kontraktens værdi er omkring 800 mio. kr. om året.

.\\˙ MarketWire