Europa/lukning: Året blev indledt med rekord med chipaktier i front
2/1 17:52
Årets første handelsdag bød på rekord for det europæiske aktiemarked, hvor fornyet appetit på kunstig intelligens sendte chipaktierne i vejret.
Det brede Stoxx 600-indeks steg 0,7 pct. til rekordniveauet 596,14 fredag, efter at det gik tilbage med 0,1 pct. den 31. december.
Seneste rekord blev sat 30. december i 592,78.
- Det, vi ser i dag, er en fortsættelse af den stigende tendens i aktierne, hvor AI og teknologi igen er i front. Handlerne er stadig i købsstemning, og mange af de optimistiske temaer fra 2025 fortsætter ind i 2026, siger Tim Waterer, chefmarkedsanalytiker hos KCM Trade, ifølge Bloomberg News.
Det var i første omgang de asiatiske aktier, der fra morgenstunden fik et pænt løft drevet af teknologisektoren, og den gode stemning smittede af på de europæiske aktier inden for chip- og halvlederindustrien fredag.
Den hollandske trio, BE Semiconductor, ASM International og ASML, toppede Stoxx 600-indekset, hvor BE Semiconductor steg mest med 11,5 pct. ASM International og ASML endte begge med et plus på 7,0 pct.
Samlet steg undersektoren for teknologiaktier i Stoxx 600 med 2,0 pct.
Flere af forsvarsaktierne fik også en solid start på året, på trods af mangel på store geopolitiske nyheder. Italienske Leonardo steg 4,2 pct., mens norske Kongsberg og tyske Hensoldt steg henholdsvis 4,1 pct. og 4,2 pct.
Også Ørsted blandede sig i toppen af det fælleseuropæiske indeks med et plus på 4,6 pct., efter at selskabet sammen med Global Infrastructure Partners gennem Revolution Wind indgav en klage over det byggestop, som det amerikanske indenrigsministerium har pålagt selskabet.
.\\˙ MarketWire
