Trump truer med at rive kontrakt med Raytheon over
8/1 13:02
De amerikanske forsvarsaktier har udsigt til en strålende dag torsdag, efter at USA's præsident, Donald Trump, har foreslået et løft af forsvarsbudgettet på 50 pct.
Budgettet skal ifølge præsidenten sættes op til 1500 mia. dollar - eller hvad der svarer til næsten 10.000 mia. kr. - fra 1000 mia. dollar.
Det kaster plusser af sig til selskaber som Northrop Grumman og Lockheed Martin på 7,8 og 7,0 pct. Også Raytheon Technologies er bragt i stilling til en grøn dag, men aktien halter med et plus på 5,0 pct. alligevel efter de andre.
Onsdag delte præsidenten sine tanker om det amerikanske forsvar - blandt andet om det større budget, men også med et ønske om at forhindre udlodninger til selskabernes aktionærer. Et enkelt opslag dedikerede Donald Trump til Raytheon, og her lagde præsidenten ikke fingre imellem.
- Jeg er blevet informeret af Krigsministeriet, at forsvarsleverandøren Raytheon har været mindst lydhør over for ministeriets behov, den langsomste til at øge sin volumen og den mest aggressive i udlodningen til aktionærerne i stedet for behovene og kravene fra USA's militær, skriver Donald Trump på Truth Social.
- Raytheon lader til at tro, at det her er Biden-administrationen, og at det er "business as usual" - det er det ikke! Enten øger Raytheon indsatsen og begynder at investere i mere direkte investeringer som fabrikker og udstyr, eller også har I ikke længere forretning med Krigsministeriet, fortsætter præsidenten.
Raytheon udvikler og producerer blandt andet missiler, overvågningsudstyr og værktøjer til elektronisk krigsføring samt forsvarssystemer mod blandt andet missiler.
.\\˙ MarketWire
