Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Markedet har svært ved at holde dampen oppe trods forsvarsaktier i rekord

8/1 13:17

De europæiske aktier siver en smule trods mindre stigninger i banksektoren og medvind til forsvarssektoren, hvor der bliver sat enkelte rekorder.

Hovedparten af brancheindeksene siver imidlertid efter generel medvind til aktierne siden nytår.

Den paneuropæiske Stoxx 600-indeks ligger ved middagstid 0,3 pct. lavere i 603,06, men er stadig steget 1,8 pct. siden nytår.

Blandt de faldende aktier i Europa er Renault, der bakker 4 pct., efter at børshuset Oxcap har indledt dækning med anbefalingen "undervægt".

Også Ørsted blander sig i top ti over de mest faldende aktier med et minus 4,4 pct. til 127,40 kr. efter en ellers positiv start på året. Ørsted, der har udfordret Trump-administrationens suspendering af opførelsen af to havmølleparker, er stadig steget 4,2 pct. siden nytår.

Blandt vinderne torsdag er forsvarsaktierne, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har meldt ud, at han vil anmode om at forhøje det amerikanske militærbudget til 1500 mia. dollar i 2027 fra omkring 1000 mia. dollar.

På vores side af Atlanten lægges der ifølge Reuters desuden mærke til de voksende geopolitiske spændinger som følge af USA's angreb på Venezuela og det store fokus på Grønland.

- Investorerne er ved at indse, at den geopolitiske trussel ikke forsvinder, siger Peter McLean, chef for porteføljeløsninger hos Stonehage Fleming Investment Management, til Reuters.

Blandt forsvarsaktierne stiger britiske BAE Systems 5,5 pct., italienske Leonardo ligger 1,9 pct. højere, mens tyske Rheinmetall nøjes med et plus på 1,5 pct.

Leonardo har sat kurs mod rekord, mens de to øvrige stadig mangler noget, før de passerer deres toppe, der blev sat i efteråret 2025. Til gengæld sætter Stoxx-indekset for luftfart og forsvar rekord og har for første gang passeret niveau 3000. For mindre end to år siden var indekset under niveau 1000.

Blandt de europæiske storbanker gør særligt BNP Paribas en god figur torsdag med en stigning på 2,7 pct. til 81,88 dollar, efter at schweiziske UBS har hævet sin anbefaling til "køb" fra "neutral", og sat et kursmål på 103 euro. Det er det højeste blandt analytikere, som har meldt deres kursmål ind til Bloomberg.

.\\˙ MarketWire