Djurslands Bank opjusterer for 2025 og fremlægger forventninger til 2026
12/1 13:42
Djurslands Bank opjusterer forventningerne til 2025 og fremlægger samtidig friske forventninger til det nye regnskabsår, hvor der ventes tilbagegang.
Det skriver banken i en fondsbørsmeddelelse.
For 2025 venter Djurslands Bank nu et resultat før skat i niveauet 328-330 mio. kr. fra tidligere spænd på 285-315 mio. kr. Det skyldes et højere aktivitetsniveau end forventet, en positiv udvikling i bankens egenbeholdning og et fortsat lavt behov for nedskrivninger, skriver banken.
For 2026 lyder forventningen på et resultat før skat på 240-280 mio. kr. Den ventede nedgang i forhold til 2025 skyldes, at banken forudser en nedgang i netto rente- og gebyrindtægter og et lavere afkast på bankens egenbeholdning, lyder det.
Regnskabet for 2025 lander efter planen 4. februar.
Aktien i Djurslands Bank falder mandag 3,6 pct. til 988 kr., hvilket er nogenlunde samme niveau, som før meddelelsen landede.
.\\˙ MarketWire
