Storbankerne skyder regnskabssæsonen i gang i USA med fokus på forbrugerne
12/1 14:02
Tirsdag skydes regnskabssæsonen i gang i USA med tal fra storbanken JPMorgan. Det følges op af regnskaber fra Bank of America, Citi, Wells Fargo, Morgan Stanley og Goldman Sachs senere på ugen.
Regnskaberne lander på bagkant af en periode med optur for globale bankaktier, og der hersker heller ikke den store tvivl om, at bankerne i USA er kommet glimrende i mål med regnskabsåret. I stedet vil investorerne stille skarpt på bankernes indtryk af, hvordan forbrugerne klarer sig, skriver Bloomberg News.
- Ud fra et bredt markedsperspektiv vil investorerne gerne høre fra bankcheferne om tilstanden i kreditkortforretningerne for at få et indtryk af forbrugerne, siger Mike O'Rourke, chefmarkedsstrateg hos Jonestrading, ifølge Bloomberg News.
- Investorerne er optimistiske med hensyn til fremtidsudsigterne, fordi bankerne er i den tidlige fase af en dereguleringscyklus, og fordi rentekurven er blevet stejlere i et stærkt BNP-miljø, lyder det videre.
En mulig bekymring er, at de mere velhavende amerikanere, der har holdt forbruget oppe, måske er begyndt at trække sig en smule, i takt med at arbejdsmarkedet har vist svagheder.
- Mens de overordnede tendenser stort set er forblevet stabile, ser virksomheder som PayPal, Payoneer Global og Shift4 Payments tegn på pres i visse forbrugersegmenter og slutmarkeder, skriver Sanjay Sakhrani fra KBW i et notat.
Et andet fokuspunkt bliver weekendens meldinger fra præsidenten, Donald Trump, om at pålægge kortudstedere et renteloft på 10 pct. på kreditkort.
- Det fornyede fokus på et renteloft på 10 pct. for kreditkort er mildt sagt ikke godt. Vi vurderer, at det vil gøre forretningen urentabel, hvis det vedtages, og at "subprime"-kreditkort vil blive hårdest ramt, lyder det fra Truist-analytikeren Brian Foran i et notat.
"Subprime" bruges om højrisikolån for forbrugere med lav kreditværdighed, som af den grund normalt er pålagt høje renter.
JPMorgans regnskab for fjerde kvartal lander tirsdag før børsåbning. Bank of America, Citi og Wells Fargo er regnskabsaktuelle onsdag, mens Goldman Sachs og Morgan Stanley kommer med regnskaber torsdag.
.\\˙ MarketWire
