Novo-konkurrent ser vægttabspille lidt senere på markedet
13/1 06:34
Det ser ud til, at tidsplanen for Eli Lillys lancering af vægttabsmidlet Tirzepatid i pilleform kommer til at ske lidt senere end ventet.
Eli Lillys finansdirektør, Lucas Montarce, oplyste således mandag i forbindelse med en sundhedskonference arrangeret af JPMorgan til Bloomberg News, at lanceringen af Orforglipron, som er pillens navn, er "på sporet" af en tidslinje i andet kvartal.
Og det er altså lidt senere end en melding fra topchef Dave Ricks, som i november spåede en mulig godkendelse fra sundhedsmyndighedernes side allerede til marts.
Eli Lilly halter i forvejen på pillemarkedet lidt efter Novo Nordisk, som i slutningen af december fik godkendt sin "Wegovy Pill", og som allerede her i starten af januar har gennemført en lancering på markedet i USA.
Orforglipron er baseret på det aktive stof Tirzepatid, der også er hovedbestanddelen i Mounjaro og Zepbound, som er novo-konkurrentens storsælgende midler til behandling af diabetes og fedme.
Novo Nordisks Wegovy-pille er baseret på Semaglutid, som også indgår i Ozempic og Wegovy til brug i behandlingen af henholdsvis diabetes og overvægt.
Ozempic, Wegovy, Mounjaro og Zepbound gives alle sammen til patienterne via indsprøjtning.
Trods meldingen fra Lucas Montarce stiger aktien i Eli Lilly mandag med 1,7 pct. Den amerikanske notering af Novo Nordisk vinder samtidig 1,9 pct., selv om aktien i København for første gang i 2026 faldt med 0,6 pct.
.\\˙ MarketWire
