Vestas-analytiker ser positivt på ophævet byggestop på Empire Wind og stor britisk havvindauktion
16/1 08:07
De seneste døgn har budt på godt nyt for Vestas, der kan glæde sig over et ophævet byggestop på havvindmølleparken Empire Wind i USA og en stor appetit på havvind i Storbritannien.
Det bemærker AL Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, i en analyse.
Kommentaren kommer, efter at en domstol i USA har ophævet det byggestop, der var blevet pålagt norske Equinors projekt Empire Wind. Vestas er leverandør til projektet, der indeholder 54 af selskabets møller.
Trods Equinors medhold er det ikke ensbetydende med, at der ikke kan opstå flere benspænd for Empire Wind, der nu er presset på tidsplanen.
- Det er svært fuldstændigt at udelukke, at Trump-administrationen udsteder flere byggestop på Empire Wind. Det netop afværgede var nummer to i rækken. Vi vurderer dog fortsat, at de økonomiske konsekvenser, hvis Empire Wind helt må skrinlægges, er håndterbare for Vestas, skriver Jacob Pedersen.
Vestas har modtaget forudbetaling og står desuden til kompensation, hvis ordren skulle blive annulleret, tilføjer han.
Tidligere på ugen var der også godt nyt fra Storbritannien, hvor syvende auktionsrunde førte til tildelingen af projekter på rekordhøje 8,4 gigawatt. Her blev tyske RWE den helt store vinder, og det kan være godt nyt for Vestas.
- Det kan vise sig at smitte positivt af på Vestas, der har RWE i kundekredsen - og allerede har tre havvindordrer fra RWE på i alt cirka 2,4 gigawatt i ordrebeholdningen til levering i de kommende år, bemærker aktieanalysechefen.
Selv om Vestas ikke er eneleverandør til RWE, er det "realistisk at forvente, at Vestas får en god bid af de 6,9 gigawatt", fortsætter Jacob Pedersen.
.\\˙ MarketWire
