Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Mærsk til tops i uropræget rødt marked

20/1 11:37

Mærsk er i toppen i middagshandlen, efter den franske Mærsk-rival CMA CGM vil omdirigere skibe på tre af sine ruter væk fra Suez-kanalen på grund af global usikkerhed.

Modsat synker de grønne aktier, Vestas og Ørsted, hvor der er analysenyt om vindmølleselskabet, og Østed fortsat vurderes presset af USA.

Samlet lider det det danske aktiemarked som helhed fortsat af meldinger fra USA's præsident, Donald Trump, og hans vedvarende krav om at overtage Grønland. Præsidenten, der onsdag efter planen skal tale på årsmødet i World Economic Forum i Davos, har tidligt tirsdag intensiveret sit krav på Grønland igennem billeder i en række opslag på Truth Social.

Det danske C25-indeks ligger 0,6 pct. lavere i 1879,14 tirsdag middag efter et fald på 2,7 pct. mandag.

- Danske aktier havde en hård dag i går sammenlignet med Europa. Det udligner sig så lidt i dag. Investorerne har svært ved at finde ud af, hvad de skal tro og tænke, siger Lars Hytting, der er investeringsstrateg hos Arthascope Kapitalforvaltning, til MarketWire.

- Det er lidt en dag, der bare skal overståes - og så må vi se, hvad Trump har at sige på Davos onsdag, siger han.

MÆRSK I TOP

A- og B-aktien i A.P Møller-Mærsk har indtaget toppen af eliteindekset med plusser på 3,0 og 2,7 pct. til 15.100 og 15.085 kr. Fremgangen kommer, efter det franske containerrederi CMA CGM har oplyst, at det vil omdirigere skibe på tre af sine ruter væk fra Suez-kanalen på grund af global usikkerhed.

Det meddeler CMA CGM tirsdag ifølge Reuters, og pointerer, at rederiet dermed tøjler sine planer om at udvide sejladsen gennem kanalen efter to års forstyrrelser forbundet med angreb på skibe.

Meldingen kommer, efter at Mærsk i sidste uge besluttede at vende tilbage til regelmæssig sejlads gennem Det Røde Hav og Bab el-Mandeb-strædet.

Det blev negativt modtaget, da den kortere sejlrute gennem Det Røde Hav og Suez øger kapaciteten og lægger dermed pres på fragtraterne.

- Mærsk har ikke meldt noget ud endnu, men det handler om rater og kapacitet, siger Lars Hytting.

MODGANG TIL PANDORAM

Mens den den geopolitiske føljeton udspiller sig, har børshusene fundet lejlighed til at kigge de danske selskaber efter i sømmene frem mod regnskabssæsonen for fjerde kvartal.

Det gælder blandt andet Pandora, der får en særdeles hård medfart hos Deutsche Bank. Anbefalingen er ifølge Bloomberg News sat ned til "hold" fra "køb", mens kursmålet er blevet rundbarberet til nu 480 kr. fra 1100 kr.

Pandora har haft en svær start på 2026, hvor forventningerne er blevet nedjusteret, samtidig med at sølvpriserne fortsætter med at stige.

Pandora falder 0,9 pct. til 515,20 kr. Smykkeaktien er faldet over 27 pct. i år.

Modsat stiger Novo med 0,5 pct. til 379,40 kr. mod et fald på 2,9 pct. mandag, hvor især de danske medicoaktier fik bank.

GRØNNE AKTIER I BUND

Ørsted er under pres og falder 3,5 pct. til 125,25 kr. Energikoncernen importerer vindmøller til Sunrise Wind-projektet fra Europa, og det kan blive dyrt med den nye told.

- Derfor er den indtjeningsmæssige betydning værd at nævne, men den gør stadig kun et meget beskedent indhug i selskabernes årsindtjening, noterer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i AL Sydbank.

Vestas er ligledes i bunden af C25 med et fald på 2,7 pct. til 176,65 kr. Vindmølleselskabet har forud for regnskabet for 2025 fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" af Jyske Bank, der samtidig finjusterer kursmålet til 195 kr. fra tidligere 200 kr., fremgår det af en analyse.

Bankens analytiker Janne Vincent Kjær sænker anbefalingen ikke så meget grundet resultatet, men fordi hun ser en risiko for, at fokus igen kan blive rettet mod USA.

I USA nærmer deadlinen for, hvornår projekter skal have påbegyndt konstruktion, sig med hastige skridt.

- Selv om Vestas har udsolgt i USA de næste to år, mangler Vestas stadig at sikre en del ordrer for at fylde kapaciteten i 2028 og 2029, skriver hun.

Derfor er det afgørende, at flere projekter starter konstruktion inden den 4. juli. Sker det ikke, risikerer Vestas en halvering i installationsniveauet i USA i 2028.

Jyske Bank understreger i analysen, at det ikke er bankens hovedscenarie, men at det er en risiko, man bliver nødt til at tage højde for, særligt set i lyset af, at aktien er fordoblet det seneste år, påpeger Janne Vincent Kjær.

.\\˙ MarketWire