Pandoras forventninger er til 2026 er til den svage side mener AL Sydbank
5/2 06:34
Selv om det var ventet, at Pandoras vækst ville køre i lavt gear i 2026, er forventningerne til det nye år alligevel til den svage side.
Det vurderer Søren Løntoft Hansen, som er senioraktieanalytiker i AL Sydbank, i en analyse.
- Pandoras 2026-prognose er til den svage side i forhold til forventningerne og afspejler især et forværret toplinjemomentum, ligesom sølvpriser, valutaeffekter og tariffer har en negativ indvirkning på forventningerne til EBIT-marginen, skriver senioranalytikeren.
Pandora fortalte i forbindelse med sit årsregnskab onsdag aften, at den organiske vækst ventes at lande på mellem minus 1 pct. til 2 pct., mens EBIT-marginen ses et sted mellem 21-22 pct. i 2026.
Selve årsregnskabet var egentlig uden den store spænding, da Pandora i forvejen havde præsenteret foreløbige tal. Det var alligevel nyt, at Pandora vil omlægge flere smykker til platinbelægning for at mindske eksponeringen mod de tårnhøje sølvpriser, og det fremhæver senioranalytikeren som et positivt aspekt i regnskabet.
Søren Løntoft fremhæver også, at Pandora har afdækket for det meste af sølvforbruget for 2026 til en pris på 32 dollar per troy ounce. Til sammenligning lyder spotprisen onsdag aften på 88 dollar.
Smykkeaktien har været under gevaldigt pres fra de høje sølvpriser og har i 2026 foreløbigt tabt 27,6 pct. Hos AL Sydbank vurderes det, at aktien atter kan komme under pres torsdag, når investorerne skal tage bestik af de lavere end ventede forventninger til 2026.
.\\˙ MarketWire
