Mandagens nyheder fra danske medier med banker, konkurrenceevne og Uber
16/2 07:24
BØRSEN.DK
BANKBOSSER AFVISER FRYGTSCENARIE EFTER BOLIGPRISERS HIMMELFLUGT
Bankdirektørerne har is i maven, når det gælder boligpriserne i København. Ifølge flere af direktørerne er der ikke tale om en boligboble i København, men der holdes skarpt øje med udviklingen. Finanstilsynet kalder eksplosionen i hovedstadens boligpriser for enorm.
PFA VIL FRASÆLGE HALVDELEN AF UDENLANDSK EJENDOMSPORTEFØLJE
PFA har ejendomme for 20 mia. kr. i udlandet, men det tal bliver snart ændret. Pensionsselskabet vil nemlig i løbet af den næste årrække frasælge halvdelen af sin udenlandske portefølje, så porteføljen kommer under 10 mia kr. Beslutningen skyldes, at pensionsselskabet har set sig nødsaget til at nedskrive værdien af sine udenlandske investeringer.
UBER UDVIDER MADLEVERINGSTJENESTE TIL DANMARK
Ubers madleveringstjeneste udvides nu til Danmark og seks andre europæiske lande. Beslutningen skyldes, at selskabet har oplevet en større markedsandel på sine største europæiske markeder i Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Spanien.
FINANS.DK
ERHVERVSLIVET ADVARER: KONKURRENCEEVNEN SKAL STYRKES NU
Landets to største erhvervsorganisationer Dansk Industri og Dansk Erhverv er kommet med en stærk advarsel om, at Danmarks konkurrenceevne skal styrkes. Produktiviteten følger ikke med den rekordhøje beskæftigelse samtidig med, at administrative byrder bliver større. Derudover er der store forandringer i det geopolitiske billede. Derfor er opfodringen fra erhvervsorganisationerne, at der skal investeres i fremtiden, så erhvervslivet stadig kan tjene penge til velfærden.
REGERINGSUDSPIL PÅ VEJ: BANKER SKAL GIVE KUNDER PRISOVERBLIK
Regeringen vil inden længe skabe mere gennemsigtighed i banksektoren for forbrugerne i et nyt udspil. Danskerne skal have et bedre overblik over priserne på bankprodukterne. Bankerne er ikke tilfredse for tiltaget, da de mener, at konkurrencen og gennemsigtigheden i sektoren ikke fejler noget. Samtidig er der en frygt for, at det bliver endnu et administrativt tungt og dyrt tiltag, som ikke vil gøre nogen forskel i praksis.
BUSINESS.DK
DANMARK KAN FÅ 120.000 FÆRRE PÅ FØRTIDSPENSION - HVIS VI LÆRER AF SVENSKERNE
I Danmark bliver rekordmange sendt på førtidspension, men i Sverige ser billedet helt anderledes ud, viser en undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening. Sverige har nemlig oplevet et fald i antallet af førtidspensionister modsat Danmark. Eksperter peger blandt andet på lavere ydelser i Sverige i forhold til Danmark, og at der i Sverige er en midlertidig ordning for førtidspension.
TRUMPS MEDICINKRIG KAN FÅ STORE KONSEKVENSER FOR DANSKE PATIENTERS ADGANG TIL NY MEDICIN
Danmark indgår i USA's nye system for medicinpriser, hvor udvalgte landes priser vil danne grundlag for amerikanske lægemiddelpriser. Det kan betyde højere priser for danske patienter, som samtidig kan komme til at se langt efter de nyeste innovationer. Lægemiddelindustriforeningen og Danske Patienter slår alarm over situationen.
.\\˙ MarketWire
