Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Genmab og Vestas i top af grønt indeks.

17/2 09:22

Det danske aktiemarked åbner tirsdag højere med Vestas og regnskabsaktuelle Genmab i front. I bunden ligger GN og DSV. Sidstnævnte for fjerde dag i træk i rødt.

C25-indekset åbner efter godt ti minutters handel i 1812,73.

GENMAB FORVENTNINGER til 2026 I FOKUS

Genmab, der er regnsakabsaktuel efter lukningen tirsdag stiger 2,3 pct. til 1914,25 kr. og ligger næstøverst.

Biotekselskabet har desuden fået positivt analytikernyt, som de kan sole sig i inden. Genmab har fået genoptaget sin dækning med anbefalingen "køb" hos finanshuset Jefferies og et kursmål på 2650 kr.

Opmærksomheden i regnskabet vil koncentrere sig om prognosen for 2026 og kommentarer relateret til Genmabs pipeline. Selve regnskabet for 2025 vil næppe overraske voldsomt, da Genmabs partnere Johnson & Johnson og Novartis, der står for salget af Genmabs største lægemidler, Darzalex og Kesimpta, allerede har offentliggjort salgstal for perioden.

VESTAS MED I TOPPEN

Vestas ligger helt i C25-toppen med et plus på 3 pct. til 160,55 kr. Et løftet kursmål fra Goldman Sachs kan være forklaringen. Kursmålet er løftet til 220 kr. fra 202 kr. af amerikanske Goldman Sachs.

DSV I PLUS

Logistikkoncernen, der i sidste uge blev ramt af AI-nyhedsstrømmen, har fået anbefalingen af sin aktie løftet til "hold" fra "sælg" hos Morningstar, mens kursmålet stadig er 1580 kr. Det fremgår af Bloomberg News.

Torsdag i sidste uge faldt flere store logistikselskaber på nyheden om, at AI-virksomheden Algorhythm var kommet med et produkt, der angiveligt kan forstyrre den traditionelle speditørbranche. Selvom det er usikkert, hvad det præcis betyder, faldt aktierne, og DSV er nu lukket lavere tre børsdage i træk efter at have sat rekord i 1902,50 kr. onsdag i sidste uge. Mandag blev det til et fald på 3,1 pct. Men tirsdag stiger aktien 0,5 pct. til 1645,50 kr.

En god håndfuld aktier er i rødt ved åbningen, men ingen falder mere over 1 pct.

GN TRYKKET

Demant og GN har fået deres kursmål sat ned af analytikerne hos Royal Bank of Canada.

Royal Bank of Canada har valgt at sætte førstnævntes kursmål ned til 220 kr. fra 250 kr., mens GN's kursmål er reduceret til 100 kr. fra 110 kr.

Demant stiger 1,7 pct. til 186,690 kr., mens GN placerer sig i den tunge ende med et beskedent fald på 0,1 pct. til 99,05 kr.

FLSmidth, der er regnskabsaktuel senere tirsdag ligger også i den tunge ende. Aktien er helt i bund med et fald på 0,7 pct. til 583 kr.

.\\˙ MarketWire