Aktier/åbning: ISS falder tungt mens Zealand åbner højere efter regnskaber
19/2 09:18
Regnskabsaktuelle ISS sendes i bund efter åbning af det danske aktiemarked torsdag morgen, hvor investorerne har haft nok at forholde sig til med årsregnskaber fra også Zealand Pharma og DFDS.
Det danske eliteindeks C25 ligger efter ti minutters handel næsten uændret i 1820,72.
ISS-aktien falder fra start med 6,8 pct. til 236,20 kr. efter sit regnskab for 2025, der skuffer med væksten i slutningen af året.
Den organiske vækst var i andet halvår på 4,4 pct., hvor analytikerne havde ventet en vækst på 4,7 pct. For hele året endte den organiske vækst på 4,3 pct.
I 2026 venter servicekoncernen en organisk vækst på over 5 pct. og en driftsmargin på over 5 pct. Forventningerne flugter meget godt med konsensus blandt analytikerne, der ifølge estimater indsamlet af ISS selv forud for regnskabet var en vækst på 5,3 pct. i 2026.
ZEALAND PHARMA SER FREM MOD BEGIVENHEDSRIGT 2026
Zealand Pharma har torsdag morgen fremlagt regnskabet for 2025, der gav et overskud på hele 6455 mio. kr., godt hjulpet af den aftale som selskabet indgik med schweiziske Roche sidste år.
Zealand Pharma kan nu se frem mod et spændende 2026, hvor udgifterne ventes at stige som følge af øgede udgifter til forskning og udvikling.
Samlet ventes nettodriftsomkostningerne at stige til mellem 2,7 og 3,3 mia. kr. fra 2,2 mia. kr. sidste år. Det skyldes primært omkostninger relateret til den videre kliniske udvikling af Petrelintid mod overvægt i samarbejde med schweiziske Roche. Der ligger dog også potentielle milepælsbetalinger på 700 mio. dollar og venter, hvis alt går, som det skal.
- Med udgangspunkt i det betydelige momentum i 2025, der var præget af vores historiske partnerskab med Roche om Petrelintid og stærke kliniske fremskridt i vores førende programmer, går vi nu ind i et katalysatorrigt og afgørende 2026, siger Adam Steensberg, administrerende direktør for Zealand Pharma, i regnskabet.
Aktien i Zealand Pharma stiger med 1,0 pct. til 400,50 kr.
ANALYTIKERE HÆVER KURSMÅL EFTER ÅRSREGNSKAB
FLSmidth har fået kursmålet for sin aktie løftet til 635 kr. fra 570 kr. hos SEB, mens JPMorgan har sat sit kursmål op til 710 kr. fra 550 kr. oven på onsdagens regnskab. I begge tilfælde gentages anbefalingen "køb".
Det fremgår af data fra Bloomberg.
FLSmidth-aktien stiger torsdag 0,8 pct. til 565,50 kr.
NILFISK SER FORBEDRET MARGIN I 2026
Nilfisk, der synes på vej væk fra børsen efter købstilbuddet fra tyske Freudenberg i slutningen af sidste år, regner med at se en forbedret indtjeningsmargin i det nye regnskabsår. Nilfisk meddelte torsdag i sit årsregnskab, at det sigter mod en EBIT-margin før særlige poster på 7-9 pct. i 2026 efter at have opnået 6,8 pct. sidste år.
Vækstmæssigt er der ikke udsigt til noget prangende år med forventninger om en organisk vækst på mellem minus 1 pct. og plus 2 pct.
Nilfisk ligger uændret i 139 kr.
DFDS SER BEDRING AF DRIFTSOVERSKUDDET I 2026
Efter et 2025, hvor omsætningen steg en anelse i forhold til regnskabsåret før, men indtjeningen til gengæld faldt, spår rederiet DFDS indtjeningsmæssig fremgang i 2026. Selskabet venter således, at driftsresultatet, EBIT, stiger til mellem 800 og 1100 mio. kr. fra 520 mio. kr. sidste år og et driftsmæssigt plus på 597 mio. kr. i 2024.
Omsætningen ventes ikke at være væsentlig anderledes end i 2025, fortæller DFDS, der til gengæld ser en højere indtjening i færgenetværkene i Middelhavet og Den Engelske Kanal samt i de nordiske og kontinentale logistikforretningsenheder.
Derudover forventes det omkostningsreduktionsprogram, der blev iværksat i 2025, at afhjælpe udfordringerne med omkostningsdækning og bidrage positivt til driftsresultatet i 2026, hedder det i årsregnskabet.
Aktien i DFDS stiger med 3,5 pct. til 99,40 kr.
.\\˙ MarketWire
