GN-formand har haft flere bejlere til høreapparatforretning over årene
16/3 10:45
GN's beslutning om at frasælge sin høreapparatforretning til italienske Amplifon er et resultat af forhandlinger over det seneste halve år.
Men der har også tidligere været en række andre bejlere til forretningen, afslører Jukka Pekka Pertola, der er bestyrelsesformand hos GN, på en telekonference for pressen efter mandagens annoncering.
- Det her giver os mulighed for videre investering, men også udlodning. Vi har haft flere interesserede over årene, fortæller formanden.
Adspurgt om forløbet af forhandlingerne peger han på, at Amplifon henvendte sig til det danske selskab for omtrent seks måneder siden, og at der siden har fulgt omfattende forhandlinger.
Det har resulteret i et så godt tilbud, at GN i sidste ende valgte at sige "ja tak."
- Med den her transaktion skaber vi en global integreret leder inden for audiologi, og for den resterende forretning giver det os en god mulighed for at blive en endnu mere fokuseret innovativ leder, siger Jukka Pekka Pertola.
TOPCHEF: EN FAIR PRIS
Salget kommer efter et par år, hvor høreapparatmarkedet generelt har haltet lidt efter de normale historiske vækstrater.
Men alligevel føler GN, at timingen for salget er god, og at den opnåede pris er ganske tilfredsstillende.
- Markedet vokser lidt mindre end normalt. Det har sat industrien lidt under pres, men vi har samtidig udpræsteret industrien, og vi mener, at vi bliver fair betalt for forretningen, siger Peter Karlstromer, der er administrerende direktør for GN, på telekonferencen.
Og spørger man hos Jyske Bank ser analytiker Janne Vincent Kjær også positivt på prisen på 17 mia. kr., som også er over den samlede markedsværdi for GN ved lukketid fredag.
- EV/EBITDA er over 14 og højere end det nievau, Demant handles til, siger hun til MarketWire.
EV/EBITDA måler en virksomheds samlede værdi inklusive gæld i forhold til dens driftsindtjening.
- Det er på niveau med det, som høreapparatbranchen historisk har handlet til, men da volumenvæksten har været underdrejet, er det ikke den multipel, der handles til for øjeblikket, siger hun.
.\\˙ MarketWire
