Novonesis' skattekompensation af topchef er fornuftig mener Jyske Bank-analytiker
24/3 07:33
Novonesis vil kompensere sin udenlandske topchef, Ester Baiget, og betale differencen til Skat, når den såkaldte forskerordning - med lavere skat - udløber.
Og det er fornuftigt, vurderer Haider Anjum, der er senioranalytiker i Jyske Bank.
- Baiget er kritisk/vigtig for strategi og eksekvering, især på nuværende tidspunkt, hvor der er godt momemtum i strategieksekvering - og fornuftigt hvis kompensationen er midlertidig, performance-baseret og struktureret og kommunikeret ordenligt, skriver han i en kommentar til MarketWire.
Samtidig er tidspunktet, hvor den syvårige forskerordning udløber i 2027, ikke det bedste tidspunkt for Novonesis at skulle skifte ud i toppen. Jyske Banks senioranalytiker mener, at stabiliteten i ledelsen er ekstra meget værd set i lyset af den igangværende integration af det tidligere Novozymes og Chr. Hansen samt den igangværende strategiperiode.
- Der er altså god logik i det, når de vil beholde Ester Baiget, for det kan skabe intern uro, og man kan miste noget operationelt momentum, hvis hun forlader sin post, siger Haider Anjum.
- Og for Novonesis handler det om at afveje, hvad det koster at kompensere Ester Baiget for skattestigningen, mod hvad det vil koste at skifte topchef midt i en stor integrationsfase og starten af den strategiperiode, som Ester Baiget har sat sit præg på. Sidstnævnte er ikke nødvendigvis billigere, altså at skifte CEO, og risikoen er også langt større, for lige nu har Novonesis den rette profil, understreger han.
Haider Anjum siger, at det er ikke ualmindeligt, at større internationale selskaber bruger det man kalder for "tax equalisation" eller "tax gross-up" for nøglemedarbejdere.
- Det kan være meget fornuftigt, men det kræver rigtig god kommunikation, for det er ikke altid noget, investorerne bryder sig om, altså at arbejdsgiveren skal betale for medarbejderens højere skat, siger senioranalytikeren.
.\\˙ MarketWire
