Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens nyheder fra danske medier med Novo Nordisk, PFA Pension og geopolitisk uro

1/4 07:33

BØRSEN.DK

MIKE DOUSTDARS MARATON SKER I STRID MODVIND

Udfordringerne står i kø for Novo Nordisks topchef, Mike Doustdar, der kæmper for at overbevise investorer om, at selskabet igen er på rette kurs. Lige nu tror de mest skeptiske analytikere ikke på, at selskabet kommer over 300 mia. kr. i omsætning igen før i 2032. På generalforsamlingen 26. marts 2026 sagde Doustdar, at han vil væk fra besættelsen af konkurrenten Eli Lilly, men stadig sove med et vågent øje om natten. Lavere priser på vægttabsmedicin i USA er en af de væsentlige faktorer bag den modvind, Novo oplever på markedet lige nu.

NOVO NORDISK VIL SKÆRE 400 ARBEJDSPLADSER PÅ AMERIKANSK FABRIK

Novo Nordisk planlægger at nedlægge omkring 400 stillinger på sin fabrik i byen Bloomington i Indiana, hvilket svarer til mere end en femtedel af medarbejderne. Fyringerne kommer efter en længere periode, hvor Novo har haft problemer med at leve op til amerikanske kvalitetskrav på fabrikken, som de overtog i forbindelse med købet af den amerikanske medicinproducent Catalent. De amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) sendte i november sidste år et brev til Novos administrerende direktør og truede med at gribe ind, hvis ikke et længerevarende forureningsproblem på fabrikken i USA blev løst omgående.

DANSK BIOTEKSELSKAB GÅR KONKURS

Det danske biotekselskab IO Biotech er gået konkurs. Selskabet har længe været i økonomiske problemer, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) tidligere i år afviste at godkende selskabets fase 3-datapakke. Derudover har selskabet forgæves forsøgt at rejse ny kapital. I januar oplyste selskabet i en pressemeddelelse, at det på grund af økonomiske udfordringer ville undersøge "en række strategiske alternativer for at maksimere værdien for aktionærerne". Forsøget på at få flere penge i kassen lykkedes dog ikke.


FINANS.DK

PENGEREGN OVER HUNDREDTUSINDVIS AF KUNDER: SIG GODDAG TIL 2,1 MIA. KR.

I dag polstres 879.268 danskeres pensionsopsparinger med ekstra 2,1 mia. kr. Det drejer sig om kunder i landets største pensionsselskab, PFA Pension, der har valgt at placere en lille del af deres månedlige pensionsopsparing på en såkaldt Kundekapital-konto, der i øjeblikket bliver forrentet med 10 pct. om året. Pengene på kontoen tæller med i PFA Pensions egenkapital, og kunderne risikerer derfor at vinke farvel til dem, hvis selskabet kommer i økonomiske problemer.

NYE TAL TEGNER ET DYSTERT BILLEDE: GEOPOLITISK URO BREMSER VÆKST I TO UD AF TRE VIRKSOMHEDER

To ud af tre virksomheder peger nu på usikkerhed, drevet af geopolitisk uro, stigende energipriser og et mere uforudsigeligt handelssystem som den største vækstbarriere. Det er en tredjedel flere end for bare få måneder siden. Nye beregninger peger på, at oliekrisen alene kan øge omkostningerne for danske virksomheder med over 100 mia. kr. i direkte effekt.

SLAGTERIEJER EFTER ÅR MED MILLIONUNDERSKUD OVEN PÅ HASTIG VÆKST: "DET GÅR UD OVER MIN FORFÆNGELIGHED"

Væksten har den seneste tid været så kraftig hos det sydjyske svineslagteri i DanePork, at indtjeningen ikke kan kunnet følge med. For første gang i sin tid som ejerleder må Leo Grønvall præsentere et underskud. Regnskabet for 2024/2025 viser et minus på 35,6 mio. kr., selv om omsætningen er steget med 59 pct. til 2,85 mia. kr. DanePork konkurrerer på det danske marked med den landmandsejede gigant Danish crown samt tyskejede Tican. Det private danske slagteri har fremgang på samme tid, som den store spiller Danish Crown har været under pres.


BUSINESS.DK

ØKONOMER ADVARER DEN KOMMENDE REGERING: "FARLIGT" AT DELE GAVER UD

Uagtet hvem der skal styre landet i de næste fire år forudser flere økonomer, at der skal trædes varsomt i en usikker tid, hvor en rolig hånd på rattet bliver afgørende for Danmarks økonomiske forfatning fremover. Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea, vurderer, at man bør vente med at trykke på den økonomiske speeder, til det står klart, hvorvidt problemerne bliver vedvarende. Ellers risikerer det at gøre inflationen meget værre. En kommende regering bør med andre ord ikke lade sig friste til at kompensere folk, selvom priserne stiger, lyder opfordringen.

KAN DE FINDE UD AF DET? HER MENER WALL STREET, AKTIERNE SKAL HEN

I løbet af marts har USA og Israels krig i Iran lagt sig som en tung sky af usikkerhed over aktiemarkedet. S&P 500-indekset er på vej mod sin femte uge i streg med røde tal. Det har dog ikke fået de tunge drenge på Wall Street til at kaste deres optimistiske forudsigelser bort og finde brillerne med sort syn frem. Senest har analytikerne hos den britiske storbank Barclays løftet deres forventninger til S&P 500-indekset, så de nu venter en stigning på 20 pct. Heller ikke hos Morgan Stanley ser chefstrateg Mike Wilson nedturen fortsætte.

.\\˙ MarketWire