USA/lukning: Håb om våbenhvile vendte kursfald - udsigt til massiv stigning onsdag
8/4 06:32
Olieprisen hoppede op, og de amerikanske aktier faldt tungt tirsdag, efterhånden som tidsfristen for at USA ifølge præsident Trump vil udslette "en hel civilisation" i Iran nærmede sig.
Men billedet vendte sig sidst på handelsdagen og vekslede kursminusser til en mindre fremgang efter to nyheder. Først sagde Donald Trump nemlig til tv-stationen Fox News, at han kunne finde på at udskyde bombningerne af iranske kraftværker og broer, hvilket mere end halverede aktietilbagegangen.
Derefter kom den frakørselsrampe den amerikanske præsident måske havde håbet på, eller måske bedt om, da Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, i sin mæglerrolle bad om to ugers våbenhvile og en samtidig åbning af Hormuzstrædet. Så blev aktierne skubbet hele vejen over på den anden side af nullet.
Onsdag morgen er der stærkt optimistiske strømninger. Kraftige fald i oliepriserne og massive stigninger i futuresmarkedet, efter at Shehbaz Sharif fik præsident Trump til at udskyde den verserende deadline for at "bombe Iran tilbage til stenalderen" efterflugt af Trumps afblæsning af angrebene halvanden time før fristen udløb på det sociale medie Truth Social.
Trump skrev samtidig, at han har accepteret en våbenhvile på to uger, forudsat at Iran ville genåbne Hormuzstrædet, samt at den iransk fremsatte ti-punkts-plan er "brugbar til forhandlinger".
Meldingerne får prisen på den amerikanske referenceolie WTI til at falde med 15 pct. onsdag morgen ved 6-tiden, mens de amerikanske aktiefutures stiger med 2,0-3,0 pct. på samme tid.
Tirsdag endte det brede S&P 500-indeks med et beskedent plus på 0,1 pct., men det var også på et tidspunkt i minus med 1,2 pct.
Nasdaq vandt også 0,1 pct., mens Dow Jones dog stadig satte sig 0,2 pct.
- Jeg synes, det er vildt, at aktiemarkedet ikke er faldet mere. At det holder sig. Lige nu ser jeg en voksende asymmetrisk risiko på grund af krigen i Iran og de deraf stigende oliepriser, kommenterer investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen, men tilføjer:
- Investorerne er nødsaget til at blive liggende inde i aktierne. Vi venter og gør ikke rigtig noget.
APPLE PRESSET AF RYGTER
I S&P 500 var det kommunikationsservice, som klarede sig bedst med et plus på 1,0 pct., mens også energiaktierne, trukket af fremgang til Exxon Mobil og Chevron på 0,3 og 1,4 pct., også vandt 0,8 pct.
It rettede sig samtidig fra et større fald til et plus på 0,4 pct., mens den sidste af de teknologitunge vækstsektorer, cyklisk forbrug, stadig holdt sig på den forkerte side af stregen med et dyk på 0,9 pct.
Mere end nogen anden tyngede Apple i markedet med et kursfald på 2,1 pct., efter at Nikkei Asia skrev, at selskabets kommende foldbare iPhone er stødt ind i udviklingsproblemer og derfor muligvis må se sin lancering udskudt nogle måneder.
Det sendte i første omgang elektronikkæmpen ned med hele 5,1 pct., men en senere historie fra Bloomberg News om, at lanceringsplanerne fastholdes, rettede aktien.
- I det her marked, hvor tingene ligger sæt tæt, får enkelthistorier lov at fylde mere, og derfor ser man en større kursbevægelse på den slags nyheder, forklarer Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank.
Inden for it var der samtidig minus til Microsoft på 0,2 pct., mens Oracle bakkede 1,6 pct. Nvidia vendte dog rundt fra et fald til en mindre stigning på 0,3 pct.
Chipkonkurrenten Broadcom steg imidlertid hele 6,2 pct. efter indgåelsen af en langvarig aftale med Google om udvikling af TPU-chips.
I kommunikationsservice var der også et grønt glimt fra Alphabet, som vandt 1,8 pct., mens Meta Platforms ende 0,4 pct. oppe, og i cyklisk forbrug vendte Amazon et minus til et plus på 0,5 pct., mens Tesla, der fik estimaterne sænket hos JPMorgan, stadig tabte 1,8 pct.
HØJERE BETALING
I toppen af hovedindekset var der tirsdag omvendt endelig lidt godt nyt til ellers kriseramte Unitedhealth. USA's største sygekasse steg nemlig med 9,4 pct., da Centers for Medicare and Medicaid Services annoncerede, at betalingerne til de udvidede private ordninger under de to offentlige sundhedsforsikringer vil stige med 2,48 pct. til næste år, og det er mere end tidligere anslået.
Det løftede samtidig konkurrenterne Humana og CVS Health med henholdsvis 7,9 og 6,7 pct.
Helt i toppen lå imidlertid Paramount Skydance med en fremgang på 10,7 pct., da selskabet har indgået aftaler med investorer i Mellemøsten om at deltage i finansieringen af opkøbet af Warner Bros. Discovery.
.\\˙ MarketWire
