Europa/aktier: Rød start på ugen efter fornyede spændinger i Mellemøsten
20/4 17:52
De europæiske aktier faldt mandag, efter at nye forstyrrelser i Hormuzstrædet pressede oliepriserne i vejret og dæmpede handlernes håb om fred i Mellemøsten.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede med et fald på 1,0 pct. i 620,13.
Rejserelaterede aktier såsom det tyske luftfartsselskab Lufthansa og det irske lavprisluftfartsselskab Ryanair endte med fald på cirka 3 pct.
Modsat gik det en norsk energitrio bestående af Vår Energi, Equinor, og Aker BP, der endte med plusser på 2,3 til 3,5 pct.
Efter positive toner fredag med løfte om genåbning af Hormuzstrædet, som pressede de selvsamme energiaktier ned, har weekenden budt på nye spændinger i konflikten mellem USA og Iran.
- Vi navigerer i markederne ud fra den antagelse, at de nuværende spændinger er midlertidige, og at der til sidst vil blive indgået aftaler, udtaler Patrik Lang, chefinvesteringsstrateg hos Global Gate Asset Management, ifølge Bloomberg News.
- Efter vores opfattelse er dette en kortsigtet dynamik, og markederne vil i sidste ende se igennem støjen og fokusere på de bredere udsigter, fortsætter chefinvesteringsstrategen.
Med en stigning på 5,8 pct. endte ALK-Abelló øverst i Stoxx 600-indekset, efter at det danske allergivaccineselskab leverede opmuntrende forsøgsdata for en pille mod peanutallergi.
.\\˙ MarketWire
