Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Vestas nyder godt af hastig tysk vindudbygning: "Folk troede ikke det var muligt"

22/4 13:58

Tyskland har overgået de mest optimistiske prognoser for opsætning af nye vindmøller, og markedet kan blive endnu større de kommende år.

For danske Vestas er Tyskland noget nær som at spille på hjemmebane, og udviklingen syd for grænsen glæder da også vindmølleproducentens topchef, Henrik Andersen.

Han sætter i et interview med MarketWire i Madrid nogle ord på, hvad der har været succesformlen for tyskerne.

- I princippet har det virket for Tyskland, fordi man har været villig til at gå fra, at der var lige så mange myndigheder involveret i at bevilge tilladelser eller for den sags skyld miljøgodkendelser, som der også er i Danmark.

- Tyskerne sagde, at man i en periode er nødt til at sætte dem ud af kraft, og man har været villig til at sige, at så længe man bare overholder afstandskrav i forhold til bebyggelse, så bad man egentlig bare tyskerne om at finde land, som man kunne stille vind og sol op på, så man kunne skabe en egen genereret elektricitetsproduktion, siger Henrik Andersen.

Der bliver hvert år lavet prognoser på 12, 24, 36 og 48 måneders sigte, og skønnene for længere sigt har ramt langt under, hvad der er udsigt til.

- Alt hvad der hedder 36 og 48 måneder, det var det 110 pct. forkert i Tyskland. Folk troede slet ikke på, at det var muligt, siger Henrik Andersen.

Vestas har noget, som det kalder kundepaneler, hvor kunderne kommer ind, og Henrik Andersen har selv deltaget i en række af dem.

- Her har jeg spurgt dem, hvor mange gigawatt er det maksimale, vi kan komme til at lave i Tyskland. Det gængse svar lå mellem 5 og 7 gigawatt, og nu laver man 10 gigawatt plus, og Katherina Reiche (den tyske forbundsminister for økonomi og energi, red) planlægger at lave yderligere 12 gigawatt over de kommende fire år.

- Så hun er i princippet klar til at lave landvind med en kapacitet på 13-14 gigawatt om året. Det er lige så meget, som da det gik vildest for sig i USA - og det foregår lige syd for grænsen. Og i Danmark satte vi otte møller op sidste år, og i år bliver det helt vildt, der kan det være, at vi kommer op på 10, siger Henrik Andersen sarkastisk i forhold til den danske præstation.

.\\˙ MarketWire