Chefstrateg: Tid til at tage gevinst - aktiemarkedet er kommet foran virkeligheden
23/4 10:05
Aktiemarkedet opfører sig, som om krisen i Mellemøsten lige ved og næsten er afsluttet, hvor både amerikanske og globale aktieindeks er tæt på det højeste niveau nogensinde.
- Vi mener, at det er tid til at tage gevinst, hvis du satsede på en hurtig løsning på konflikten.
Det vurderer chefstrateg hos Danske Bank Frank Øland.
- Det kan måske synes lidt tidligt at score gevinsten, når Hormuzstrædet fortsat er lukket, og der stadig ikke er indgået en fredsaftale. Men aktiemarkedet er kommet lidt foran virkeligheden og har stort set indregnet, at løsningen kommer. Derfor vil vi gerne tage noget gevinst, fortsætter chefstrategen.
Frank Øland henviser til, at risikoen er blevet asymmetrisk, da det i sidste ende er begrænset, hvor meget aktierne vil stige på nyheden om en fredsaftale "- for den er stort set allerede indregnet".
Modsat vil aktiemarkedet falde kraftigt, hvis krisen eskalerer, våbenhvilen bryder sammen, og der igen er krig.
Dertil er der også langt ned for aktiemarkedet, hvis der om en måned ikke er tegn på, at olien igen kan flyde gennem Hormuzstrædet.
Selv om anbefalingen lyder på, at det er tid til at tage lidt gevinst, er vurderingen på aktier fortsat positiv.
- Det er vores forventning, at det er andre faktorer, der kommer i fokus nu, og derfor kan man med fordel justere porteføljen lidt.
- Den amerikanske regnskabssæson ser enormt stærk ud, og økonomien ser fortsat robust ud. Det er medvirkende til at løfte aktierne til nye højder. Når fredsaftalen er på plads, og den stærke økonomi kommer mere i fokus, så kan det sagtens løfte aktiemarkedet yderligere, fortsætter chefstrategen og tilføjer, at forventningen er en fredsaftale, der vil bane vejen for en stribe af aktierekorder hen over sommeren.
.\\˙ MarketWire
